Stork Johanne

Det er ikke sikkert haven var så stor, som jeg opfattede den.

Men dengang var den et land. Et territorium afgrænset af et hegn, så man udefra kunne overskue det forjættede land, man fysisk var lukket ude fra.

Der var ingen adgang for uvedkommende.

En stærk autoritet forhindrede selv den mest nysgerrige unge i at snige sig gennem trådhegnet. Lågen turde ingen røre.

Det var den uigennemtrængelige usynlige mur om haven, der gjorde os til fjender af Stork Johanne.

Hende var det, der ejede haven, og hende, der var den sorte og farlige autoritet.

Vi holdt øje med det farlige. Ude på vejen kunne vi stå og se ind på hende.

Mest sad hun for enden af den lange havegang, der strakte sig fra lågen og op til enden af haven, foran sit havehus, stille og sort. Huset voksede ud omkring hende, som en strategisk valgt dragehule. Det var faretruende.

Engang imellem rejste hun sig og arbejdede i haven. Høj, mager og foroverbøjet lignede hun en sort stork, der spankulerede rundt efter frøer, langsomt og lyttende.

Men mest sad hun på sit land.

Imens ventede vi. Det, vi ventede på, var hævnen. Planlagt og risikofri. For at få bugt med Storkjohanne og hendes stok.

Den var vi mest bange for. Hun kunne slå os med sin stok.

Venskabet med Kirsten (Kiss) blev grundlagt allerede i de tidligste barneår. Her sammen med storesøster Ruth

 

En fast sammentømret venindegruppe: Lis, Kiss og Inga, her fotograferet af Lise på cykeltur på Samsø

 

Vi turde ikke bruge våben som sten eller kæppe i en konfrontation. Vores hævn var helt anderledes raffineret.

Taktikken var at få hende ud af haven og hendes sikre base.

For at komme ned i byen og handle, var hun nødt til at gå forbi det hus, vi boede i. Foran var der en høj hæk, tæt foroven, men tynd nok forneden til at man kunne se, hvem der kom gående på vejen.

Dagen kom. Storkjohanne gik i byen. Vi sendte vagtposter ud.

Hævnens time nærmede sig. Vi havde taget et skridt, som var uforudsigeligt og ret farligt. Spændingen var intens.

Vi kunne høre hende komme gående med den karakteristiske lys af et par stive, slæbende ben og et tap-tap af stokkens sølvspids, når den ramte jorden.

Så så vi benene, de sorte støvler, den sorte jakke og nu den spidse stok. Lydene var grufulde, men at blive konfronteret med fjenden så tæt på, frøs os i et øjeblik fast i en isnende tavshed, indtil en fælles hævnfølelse styrkede vores mod og tøede vores våben op til råbet:

Storkjohanne!

Storkjohanne!

Storkjohanne!

Højt, taktfast og lettet udløstes vores hævn og angst samtidig. Det var gennemført.

Hvad Storkjohanne følte, ved vi ikke. Hun sagde aldrig noget.

Men jeg husker ikke, om vi fik smæk bagefter.

Klassebillede fra Malling Skole 1954. Lise står i anden række nr. 4 fra højre. Veninden Kiss i samme række, men to pladser længere til venstre

 

Tilbage til indholdsoversigten