Omkring år 1000 og i årene derefter vandrede folkestammer fra sted til sted i Danmark og besatte hvert sit stykke land, som de lod afgrænse, medens de såede lidt korn på åbne steder. Når så kornet var høstet, og fægangene afgræsset, drog stammen videre. Kvæget samledes nu og da i store indelukker eller folde, og disse hed i datiden “Ræth”.
Bith betyder græsgang, og således har Beder i den sorte middelalder været kaldt “Bitræth”. I pr 1267 kendes betegnelsen “Bitræth”, og navnet kommer dermed til at betyde “kvægfolden på græsgangen”, ligesom Odder, der på samme tidspunkt hed “Odderæth”, hvilket betød “kvægfolden på Odden”.
Samtidig optræder et andet navn for Beder, nemlig Aghistorp, som omkring år 1333 ændres til Aghwysthorp. Det nuværende navn – Beder – har været kendt siden år 1403.
Foran huset: Lærerparret, August og Elisabeth Fogh, med deres børn.
Befolkningsunderlaget var fortrinsvis nomadestammer, der jo ikke var rodfæstet noget sted, men omkring 1100-tallet og fremefter begyndte man at bygge ejendomme her i sognet. Fra 1500-tallet til 1700-tallet hørte næsten alle ejendomme under hovedgården Skrumstrup, som i år 1673 fik navneforandring til Vilhelmsborg.
Jordene blev i henhold til udskiftningsloven af 1781 for det meste udskiftet i 1783, medens fæstevæsenet for størstedelen ophævedes i 1850′- erne, da bønderne efterhånden blev selvejere i Danmark.
I Seldrup var der i gammel tid kun 3 gårde. Fulden by ligger lavt men malerisk og idyllisk ved Giber å, og netop egnen omkring Fulden og Moesgaard har været genstand for besøg af en del kunstmalere, som på deres lærreder har sikret de gamle gårde mod glemsel.
Den mest markante lokale samling af sådanne malerier findes sandsynligvis hos Elly og Einar Øvlisen i Fulden, hvor mange billeder fra den nærmeste egn er med til at sætte deres præg på det smukke stuehus’ indre.
Fulden hed i gamle dage Fullen (år 1335) eller Lithæfullen (år 1360). En sagkyndig i stednavne her på egnen mener, at navnene Fulden eller Fullen – ligesom navnene Folding eller Follen kommer af det gamle ord Fold (Feld), som oprindelig betød egn omkring et vandløb, og senere betød det en græsmark i almindelighed som i det tyske ord Feld og det engelske field.
Efter 1659 var Danmark hærget af krig og pest. Enevælden indførtes 1660. I 1661 hørte 8 af gårdene i Fulden under kronen, men kongen (Frederik den III) afhændede dem kort efter, således at de blev lagt ind under Skrumstrup, hvorimod Fulden Mølle og Godthåb vedblev at høre under Moesgaard, indtil de i slutningen af 1700-tallet blev selvejendomme.
I nærheden af Fulden Møllegaard på et stykke jord, der bed Peithaven, lå der en gård, der hed Bispelund, som før reformationstiden (år 1536) hørte ind under domkapitlet i Århus.
I middelalderen gik landevejen fra Århus til Odder over Højbjerg, som dengang hed Skidenpøt, og derfra ad den nuværende Søsterhøjvej vest om Moesgaard og videre gennem den fra gammel tid bevarede vejtrassé‚ forbi det sted, hvor Samshuset engang lå, og i næsten lige linie direkte mod Fulden.
Navnet Skidenpøt har relation til, at der langs Skambækken i Højbjerg var et sumpet morads, der bevirkede, at vejen ofte var ufremkommelig.
Således måtte man til stadighed udbedre vejen med faskiner – bundter af ris og grene – som en slags dræn og med store mængder grus fra bakkerne i Højbjerg.
Vejen fra Århus mod syd hed dengang ikke Oddervej men Norsmindevej, og det havde den historiske baggrund, at langt tilbage i tiden og helt frem til napoleonskrigenes begyndelse var Norsminde en stærkt benyttet havn, som let konkurrerede med havnen i Århus.
Der var fra det stærkt kornproducerende Hads Herred en stor korneksport til Norge med Norsminde som naturlig udskibningshavn.
Også til andet formål benyttede man de åbne ladepladser langs kysten. Fx kom der i 1635 kongelig ordre til lensmanden på Skanderborg slot, at han skulle sammenkøre en del brænde og sætte det ved Hou havn. Når vandet blev isfrit om foråret, skulle han sende det med et af kongens skibe til provianthuset i København.
Når Norsminde havn fremhæves, skyldes det to væsentlige ting: God vanddybde og ikke mindst, at havnen lå godt i læ.
Også fra det sydlige Ning herred var det naturligt at benytte Norsminde havn fremfor Århus – bl.a. på grund af det farlige område ved Skidenpøt, hvor man tillige ved passage gennem de tætte skove og kratbevoksninger risikerede overfald og røveri.
Vi skal helt frem til året 1814, før trafikken på Århus havn blev større, end den var fra Norsminde, men det var stadigvæk forbundet med stor livsfare at passere området ved Skidenpøt, hvor skov og krat langs vejen dannede gode skjulesteder for røvere.
Det fortælles, at folk fra flere landsbyer samledes i Fulden og derfra i samlet flok drog mod Århus. Ofte var det konen eller en dreng, der kørte, medens manden gik ved siden af vognen med en solid stok eller knippel i hånden. Og på samme made foregik hjemtransporten til Fulden.
Lidt syd for det nuvæerende kryds Oddervej/Rosenvangs Allé svinger vejen først lidt mod øst og derpå mod vest, og det vil sige, at den gamle Norsmindevej faktisk har passeret umiddelbart forbi Frederikskirken, som vel at mærke først er bygget under og efter den tyske besættelse, der sluttede i 1945.
Her gik vejen ind over de arealer, der nu kaldes Emiliehøj, forbi Katterhøj og Søsterhøj og videre ad den trassé, der nu hedder Ny Moesgaardvej.
Her oppe lå de gamle Skåde bygårde, bl.a. den nu nedlagte Københavnergård, hvis jorde senere er blevet udstykket til boligområde for kvarteret omkring Sandmosevej m.fl. veje.
Et levn fra den gamle Københavnergård er bevaret. Ud for Sandholmvej nr. 94 i en parkeringsbås på et fællesareal mellem to rækker parcelhuse står et gammelt kastanietræ, som oprindeligt stod midt i Københavnergårdens have eller gårdsplads.
Umiddelbart efter fjernsynsmasten følger vejen det gamle spor forbi en lille Skovfogedbolig. Her i skovkanten lidt oppe mod vest ligger det gamle rakkersted Ridder Palles Høj, og her går grænsen mellem Skåde og Mårslet sogne.
Fra Moesgård allé og frem til Fulden bruges den gamle Norsmindevej ikke mere som offentlig vej. Den vedligeholdes beller ikke, men den oprindelige gamle vejtrassé er her bevaret i dens oprindelige skikkelse.
Ca. midtvejs går skellet mellem Mårslet og Beder sogne, og netop her lå i gamle dage et landarbejderhus, som tilhørte Moesgaard. Det var et gammelt bindingsværkshus, pænt og velboldt med en lille have foran, og det blev kaldt for Samshuset.
Her boede kontinuerligt en landarbejderfamilie. Der var ingen jord til, men manden havde fast arbejde på Moesgaard. Samshuset eksisterer ikke mere.
Terrænet øst for Samshuset over mod Giber å kaldes for Moesgaard have. Herovre mod åen lå den oprindelige adelige sædegard Moesgaard, og her lå også landsbyen Store Fulden med to helgårde og senere fire halvgårde, indtil Moesgaard blev flyttet til sin nuværende plads, landsbyens gårde blev omkring år 1700 nedbrudt, og jordene blev samtidig lagt ind under Moesgaard.
Norsmindevejen gik fra Fulden op i bakkerne mod sydøst forbi Markskelhøj, hvorfra der er en storslået udsigt over det smukke landskab. Denne vejstrækning hedder nu Ballevej, der fortsætter mod Fløjstrup og derfra videre over Elmose, Ajstrup, Lillenor og Storenor frem til Norsminde.
Men tilbage til Fulden, hvorfra der gik en afstikker af den gamle Norsmindevej i retning mod Seldrup. I Beder gik vejen øst om den gamle skole (nu bibliotek) og fortsatte ad Kirkebakken for derpå at dreje til venstre ad den nuværende Byvej og videre vestom Kristiansgården for derpå at udmunde ved Timmermann’s hus, Beder Landevej 97, der i sin tid var privilegeret kro og bedested, herfra fortsatte den videre sydpå som hulvej.
Medens den gamle Norsmindevej således har været “hovedlandevejen”, skal det nævnes, at der i skovene syd for Århus fandtes flere hulveje i sydgående retning. Således vides det, at et – måske flere – vejspor er gået fra Højbjerg til Beder nogenlunde i samme trassé‚ som den nuværende landevej, og det var et af disse vejspor (hulveje), der i l700-tallet blev til Hads Herredsvejen.
Normalt kan hulvejsanlæg ikke dateres blot med nogenlunde sikkerhed. I fordums tid brugte man i øvrigt den skik at anlægge et nyt hulvejsspor, når et gammelt var blevet for opkørt.
Vi skal frem til anden halvdel af 1700-tallet, før en ny vejreform satte gang i egentlige anlægsarbejder med vej- og brobyggeri.
Hads Herredsvejen blev først opnormeret som jord- og grusvej hen mod midten af 1800-tallet. Amterne overtog i 1867 anlæg og drift af hoved- og mellembys vejbyggeri.
Almindelig brolægning af gader og veje kendes fra de store byer allerede i l400-tallet, men vi skal helt frem til 1905, før Hads Herredsvejen (Oddervejen) blev brolagt gennem Højbjerg og i løbet af 20-30 år derefter videre sydpå til Odder.
I 1938 blev vejen omlagt gennem Skåde (forskudt og hævet), og sidst i 1950’erne begyndte man at tale om, at Oddervejen skulle føres vest om Beder og Malling, men der skulle dog gå ca. 30 år frem til 1987, før arbejdet blev igangsat.
Bemærkelsesværdigt for det nuværende lokalsamfund er dette, at flere af de gamle vejtrassér endnu er intakte – nogle dog asfalterede og i brug. Dette gælder fx strækningen ud over Byager og gennem Bymosen. Kirkestien er givetvis også et hulvejslevn fra gammel tid. Foruden at være kirkesti har den sikkert også været en genvej fra Seldrupvejen over Bymosen og videre sydpå.
Som afmærkning af vejstrækninger brugte man jo i datiden at markere disse med vejtræer – jfr. fx Moesgaard Allé og de gamle veje omkring Vilhelmsborg.
I nyere tid har der været fremsat ønsker både fra gamle og nye befolkningsgrupper om retablering af træer langs lokale biveje, og i 1970’erne blev der gjort alvor af tanken, idet arkitekt Ib Møller tog initiativ til plantning af træer bl.a. fra Beder til Vilhelmsborg og fra landevejen langs tilkørselsvejen til Fulden. Arbejdet hermed blev udført af frivillig arbejdskraft.
Beder Kirke gennem 850 år: Læs her
Tilbage til: “Liv og levned…..”