Udviklingen i Malling tog fart, da Hou-Århus Jernbane blev anlagt i 1884. Det skete også i mange andre byer langs strækningen. Fra starten var det ikke meningen, at der skulle være stationer i Beder og Malling.
I 1881 skrev Beder-Malling Sogneråd til banens ledelse, “at sådan som banen er afsat på det medfølgende kort, kan Sognerådet ikke tegne noget bidrag. Når der derimod kan blive station i Malling og Beder vil Sognerådet tegne et bidrag på 30.000 kr.” Det blev dog til et noget større beløb, idet Sognerådet i 1882, først ydede tilskud på 40.000 kr. og et par måneder senere yderligere 20.000 kr.
Mange gik derefter i gang med at bygge. Niels Jensen byggede stor købmandsgård tæt ved stationen. Senere opførte han Dampmøllen. Ølbryggeriet blev etableret. Landbrugsskolen blev bygget. Og Malling fik sin første Kro.
Det var ejeren af Beder Kro Peder Sørensen, der i 1883 søgte om bevilling til at drive gæstgiveri i Malling. Det blev anbefalet af både Beder- Malling Sogneråd, og af banens ledelse. Peder Sørensen kunne drive gæstgiveri ved togtiderne.
I Beder var Gotfred Jensen i 1877 blevet gift med Peder Sørensens datter, Ane Kirstine, og de overtog forpagtningen af Beder Kro.
Gotfred Jensen søgte imidlertid stillingen som stationsforstander i Malling. Men det blev Hans Chr. Kaster fra Hovedgaard, der fik stillingen. Der var 6 stemmer for Gotfred Jensen og 11 stemmer for Kaster.
Men Gotfred Jensen havde tilsyneladende også andre interesser i Malling. Allerede i 1883 købte han en mindre ejendom af Frands Nielsen. Bygningerne lå der hvor banen var aftegnet. Der var kun lidt jord til omkring stedet, resten af jorden lå oppe i Malling Bjerge. Gotfred Jensen nåede at købe ejendommen før ekspropriationen gennemførtes.
Samtidig købte Gotfred Jensen også en parcel på den anden side af Stationsvejen og her lod han opføre det nye gæstgiveri. Der blev oprettet aftægtskontrakt med Maren og Frands Nielsen, hvoraf det fremgik, at aftægtsfolkene skulle have til huse i en 10 1/2 alen lang bygning, der skulle bygges i tilknytning til gæstgiveriet. Den bygning skulle bygges langs med den nyanlagte vej (Ajstrupvej).
Vinduer og døre skulle være efter aftægtsfolkenes anvisninger, og indflytningen skulle ske 1. august 1884. Samme tidspunkt hvor kroen formentlig blev taget i brug.
Forud for kroens oprettelse, havde der været en del snak om rejsestalden, som skulle bygges i tilknytning til kroen. Det var ikke placeringen, der var utilfredshed med, for der var både adgang fra Stationsvejen og den nyanlagte gade. Men banens ledelse fandt rejsestalden for lille. Enden blev, at der i bevillingen kom til at stå, at rejsestalden skulle gøres større såfremt det forlangtes. Rejsestalden lå mellem selve krobygningen og aftægtsfolkenes lejlighed.
Det blev således ikke Peder Sørensen, som kom til at drive gæstgiveri i Malling, men svigersønnen Gotfred Jensen. I Jernbanens forretningsudvalgsmøde i juli 1884 blev fremlagt en ansøgning fra Gotfred Jensen om bevilling til krohold. Der gik dog et halvt år før ansøgningen blev anbefalet. Man forhastede sig (heller) ikke dengang.
I stedet for at bygge i Malling, købte Peder Sørensen en parcel på hjørnet af Landevejen og Stationsvejen i Beder. Her opførte han den nye kro, som han dog straks efter solgte til naboen, købmand Niels Olsen.
Det kunne se ud som om der var strid i familien angående oprettelsen af Malling Kro, men det er der intet der tyder på. Peter Sørensen kautionerede for Gotfred Jensens lån, også da han senere købte mere jord.
Han var værge for børnene, da deres mor døde, og vidne da Gotfred Jensen giftede sig igen. Måske var det meningen at Peder Sørensen skulle bygge Malling Kro, og svigersønnen være forpagter. Man kan kun gisne om, hvad der skete.
Ane Kirstine og Gotfred Jensen flyttede til Malling med fire børn. To var døde som små i Beder. Og kort tid efter fødte Ane Kirstine datteren Gerda. Foruden at være kromand, drev Gotfred Jensen også landbrug. Den jord, der fulgte med i Malling Bjerge, da han købte Frands Nielsens ejendom, blev dyrket i de ti år, han havde kroen. Der var ingen bygninger på jorden, så formentlig har Gotfred Jensen kun haft et par heste på kroen til markarbejdet. Marken i Bjergene blev også brugt som affaldsplads. Mange år efter er der fundet dele af porcelæn med påskriften “Malling Gæstgiveri”.
Gotfred Jensen fik flere offentlige hverv i Malling. Allerede i forpagtningstiden i Beder, var han brandsynsvidne. I Malling blev han hurtigt valgt både til brandfoged og snefoged, ligesom han valgtes til at revidere kommunens regnskab. To gange var han opstillet til sognerådsvalg, men ingen af gangene opnåede han valg. Første gang fik han det 6. højeste antal stemmer.
Velvilje fra Sognerådet var der dog ikke meget af, da Gotfred Jensen i 1886 søgte om tilladelse til at holde offentlig dans. Det fandt Sognerådet ingen anledning til at anbefale.
Heller ikke da han i 1891 sendte et andragende til Sognerådet om erstatning for den skade de vejfarende havde gjort på hans rug og kløver, var der hjælp at hente. Skolestien gik tværs over Gotfred Jensens mark i Bjergene. Og mens der var sne, var man gået uden for stien og havde ødelagt afgrøderne. Efter at have spurgt Amtet om Sognerådet var erstatningspligtig, blev det vedtaget at nægte Gotfred Jensen erstatning.
I 1888, kun et år efter at have født sit 8. barn, døde Ane Kirstine Overgård. Lige som sin mor og de fleste af sine søskende døde hun af tuberkulose. Gotfred Jensen sad nu tilbage på kroen med 6 børn. Godt et år efter giftede han sig igen, med Maren Jensen fra Mallinggård.
Maren har formentlig tjent på Malling Kro i nogle måneder før hun blev gift med Gotfred Jensen i dec. 1889. Hendes håndskrevne kogebog er bevaret. De opskrifter, hun samlede fra starten, var ikke almindelig hverdagsmad. Men vidner om, at man allerede på den tid kunne spise godt på Malling Kro.
Gæstgiveriet må have været en nogenlunde forretning, idet der ved folktællingen i 1890 var ansat to piger og en opvartningskarl. Desuden boede aftægtskonen Maren Nielsen også på kroen. Frands Nielsen var død i efteråret 1888.
I 1894 solgte Gotfred Jensen kroen og flyttede til Falster med kone og de mindste børn. De ældste var konfirmerede og velsagtens ude at tjene. Astrid blev barnepige hos købmand Jens Torstensen og senere selskabsdame for købmand Niels Jensens enke på Karensminde. Datteren Gerda kom i pleje hos Rasmus P. Frederiksen på Mallinggård.
Jorden i Bjergene solgte Gotfred Jensen til murermester Holm Steffensen, der lod bygge et vinkelsted, Ajstrupvej 40.
Den nye ejer var V. Lenbrock fra Århus. Der var opstået flere foreninger, som holdt deres møder og fester på kroen, g efterhånden fik Lenbrock da også tilladelse til at holde offentlig dans. Mod et gebyr på 10 kr.
Om det har gået livligt til ved disse danseaftener er jo ikke godt at vide. I 1897 har Lenbrock en brevveksling med Sognerådet. Omkring det tidspunkt blev der i Malling oprettet en afdeling af “Good Templar” logen, som var en afholdsbevægelse. Foreningen fik navnet “Mallings Håb”. Måske har denne loge kun været for mænd, for der kom også en kvindeloge med navnet “Kvindens Fred”.
Lenbrock var jo nok lidt bange for konkurrence, da afholdsforeningen søgte om tilladelse til at bygge et afholdshotel.
Sognerådet anbefalede dette byggeri, og det fik Lenbrock til at protestere. Han skriver i sit brev, at han har indrettet et meget kostbart og komfortabelt gæstgiveri, med både dansesal, gæsteværelse og rejsestald. Sognerådet afviser Lenbrocks protest og skriver til ham at det er en overdrivelse med indretningen. Gæstgiveriet er i al tarvelighed. Kun dansesalen er tidssvarende. Men samtidig med at der er dans, udskænkes der berusende drikke, hvilket er meget uheldigt. “Så hvis afholdsforeningen kunne få lov til at bygge et hotel og måske holde dans der, så kunne ungdommen undgå at drikke.
Lenbrock fremhævede i sit brev “at Malling kun er en lille by”. Dette mente Sognerådet også var urigtigt. “Malling er nemlig en meget stor stationsby, med stor fabriksvirksomhed”, skriver Sognerådet til Lenbrock.
Sognerådet ønskede stadig at anbefale byggeri af et afholdshotel, og det blev bygget i 1899. Her var afholdshotel til 1919. I dag er her biograf.
Lenbrock var kromand i Malling indtil 1904, da han solgte til Christian Lauritzen, der indtil da havde været 1. kelner på Centralhotellet i Århus. Prisen var 36.000 kr. for ejendom og 6.000 kr. for inventar. Og måske har der ikke været plads til to restaurationer i Malling, for efter 2 år måtte Chr. Lauritzen dreje nøglen om. I et brev til een af sine kreditorer i Malling, angiver han selv grunden til, at han ikke kunne drive kroen. Dels at han ikke havde det rigtige greb om at omgåes landboerne. Dels den stærke konkurrence fra Beder Kro, og ikke mindst at han var ugift og derfor havde større udgifter til folkehold. Et folkehold der ikke altid passede kroen, som de burde.
Da Lenbrock solgte Malling Kro til Chr. Lauritzen, fik han pant i ejendom og inventar. Og på den måde får man et indblik i hvordan kroen har været indrettet.
I skænkestuen var der disk og reol, 1 stort og 5 mindre borde, 20 stole, 1 musikautomat, 1 stereoskopkasse og 1 automatterningespil.
I billardstuen var der foruden bordet med tilhørende baller og køer, 10 stole og 2 borde.
Spisestuen var møbleret med 1 rundt spisebord, 2 borde med marmorplader, og et poleret bord. Desuden en højrygget sofa med mekkaplyds, 9 stole af egetræ, 1 anretterbord og 1 tobaksbord.
Der var på det tidspunkt 4 værelser på kroen. I de tre var der blot en seng, servante, et bord og to stole.
I det bedste værelse, som også har været det største, var der grønmalet møblement med seng, servante med marmorplade og opsats, bord med to stole, klædeskab med spejlglas, natbord, en sofa med rødt plyds, og der var gulvtæppe på gulvet.
Karle- og pigekamre var sparsomt møbleret med seng, et bord og to stole.
I salen var der 16 bænke med rygstød, et stort rundt spisebord, et spejl med konsol, en sofa med rødt plyds, et ovalt bord, 20 bænke og 8 lange borde med løse plader. Desuden 100 par kopper og 100 glas.
Kroen havde eget acetylengasværk til lamper og lysekroner. Dette gasværk sprang på et tidspunkt i luften, måske i 1914, da der star årstallene 1884 – 1914 på kroens facade. På det tidspunkt har kroen også ændret udseende, da rødstensmurene blev kalkede.
Der står intet i brandprotokollen om, at der er udbetalt erstatning, så formentlig har det været en mindre brand. Men nogle sortsvedne spær vidner den dag i dag om, at der har været brand på stedet.
Det lykkedes for Chr. Lauritzen at få solgt Malling Kro i 1906, til gæstgiver Niels Kaae fra Århus. Men dermed var det ikke slut, i 1907 blev kroen solgt tre gange. Den var dog åben med forskellige bestyrere. I 1908 overtog Lenbrock den igen ved en tvangsauktion. Han var eneste bydende, han fik kroen for 22.000 kr.
Derefter drev han kroen i et års tid, indtil værten på Afholdshotellet i Odder, Bertel Jegsen overtog den for 40.000 kr. Desuden var med i handelen 30 flasker vin á 50 øre pr. stk. og 2 flasker rom til 1,40 kr. pr. stk.
Bertel Jegsen klarede sig godt på kroen, ikke mindst i kraft af sin kone Dorthea, der var meget dygtig til madlavning. Jegsen selv holdt styr på gæsterne, så alt gik ordentligt til. Havde en gæst – efter Jegsens mening – fået nok at drikke, fik han bud om at gå hjem til Marie – eller hvad konen nu hed. De fik aldrig lov til at blive rigtig berusede på Malling Kro i Jegsens tid.
Dorthea og Bertel Jegsen var fra Sønderjylland, hvor de ejede en gård. For at undgå at blive tysk soldat, rejste Bertel Jegsen med sin familie i nogle år til U.S.A. Da faren for indkaldelse var drevet over, kom de tilbage, men da ingen af børnene ville have gården, blev den solgt, og Jegsen blev vært på Afholdshotellet i Odder.
Den største dag i Dorthea og Bertel Jegsens liv var 15. juni 1920, da genforeningen med Danmark blev fejret i Sønderjylland. De rejste begge til deres hjemstavn for at være med i festlighederne. Bertel Jegsen hadede tyskerne til sin død.
Fra 1914 fik kroen navnet “Hotel Malling”. Dengang var der indgang til kroen i midten af bygningen. Til højre for indgangen var “den grønne stue”, til venstre krostuen og bagved en mindre stue, som sognerådet holdt deres møder i. I salen var der balkon i den ene ende, med køkken underneden. I den anden ende var scenen. Der kom både rejsebiograf og omrejsende teatre til Malling Kro på den tid. Bertel Jegsen var efterhånden blevet en ældre mand, så i 1921 solgte han og flyttede til Hørning.
Den nye ejer var Holger Hansen, som indtil da havde været bestyrer af “Rømerhus” i Århus. Oprindelig var han udlært tømrer.
Der skete meget på Malling Kro i de år. Efterhånden var der oprettet mange foreninger i Malling, som holdt deres fester der. 3-4 foreninger holdt deres juletræsfester på kroen, med få dages mellemrum.
Til hvert juletræ var lærer Grymer inviteret med, og han deltog hver gang. Og hver gang stod han op på en bænk eller en ølkasse og sagde tak fordi han måtte komme, men desværre kunne Nicoline – hans kone – ikke være med. Sagen var, at hans kone ikke ville med til de fester, det var en offentlig hemmelighed i byen. Så som årene gik, sad alle kun og ventede på at lærer Grymer skulle stå op og sige det samme, som han sagde til alle de fester, han var inviteret til.
Når Holger Hansen blev spurgt, hvordan det gik med kroen, svarede han gerne, “Jo tak, det går godt, vi har haft en del begravelser den sidste tid”. Med stort kaffebord på kroen bagefter. Prisen var 3.50 kr. pr. person. Alt var hjemmebagt, resterne blev bagefter pakket i kurve, som sønnen Poul Verner så bragte ud til ældre og familier med mange børn.
Stationspladsen foran kroen var den tids torv og samlingsplads. Her blev holdt hestekåringer, og da dyrene fra Karensminde blev solgt på auktion, foregik det også der.
Når der var faldet sne om vinteren, stillede de mænd, der var arbejdsløse op foran kroen fra morgenstunden. Snefogeden udpegede derpå de mænd, han kunne bruge – og resten gik slukørede hjem med skovlen på nakken. Den var ingen dagløn at tjene den dag. Det blev fordelt lidt, men som regel var det de samme mænd, som snefogeden kunne bruge.
I 1926 blev grusvejen gennem Malling brolagt, en stor forbedring. Brostenene lå der til 1968-69, da landevejen blev asfalteret.
Sognerådsmøderne blev stadig holdt på Malling Kro. I et værelse på loftet stod 10-15 par sivsko, som om vinteren – i god tid – blev bragt ned i stuen til kakkelovnen, så de kunne være lune, når sognerådsmedlemmerne mødte op.
- Pinsedag var der kaffebord i den store krohave. Her samledes man fra byen og omegnen til en hyggelig eftermiddag med levende musik.
Om sommeren afholdt Malling Håndværker- og Borgerforening deres årlige fugleskydning. Skytterne samledes foran kroen og gik derfra i samlet flok med fanen i spidsen ud til anlægget i Egelund, hvor skydningen foregik. Ved middagstid kom konerne med frokost. Efter skydningen marcherede man med den nye fuglekonge i spidsen tilbage til Malling Kro, hvor der blev festet.
Malling Kno havde egen keglebane. Når der kom foreninger fra egnen eller fra Århus, spillede man kegler, det kostede 1 kr. for tre spil. Alle spil havde præmier, det kunne være alt lige fra lænestole til klipninger. Sønnen på kroen, Poul Verner var keglerejser. Han lærte hurtigt spillet og vandt over de mere garvede spillere.
Allerede omkring 1930 blev der afholdt messer på Malling Kro. Det var håndværkere og handlende, der viste, hvad de havde at byde på. Der var gerne 10 – 12 stande.
Sadelmager Jørgen Jensen og murermester Christian Andersen.
Havde Malling Kro ikke været berømt før, så blev den det, da den fik ny ejer 1 1936. Den nye kromand var Magnus Jensen fra Støvring. Han var egentlig ude på at købe sig en gård, men det endte med, at han købte Malling Kro. Han flyttede ind sammen med sin mor, Marie Jensen, der tog sig af madlavningen på kroen på dygtigste vis. Så kroen var stadig kendt som et godt madsted.
Det, der gjorde forskellen, var de mange antikviteter, som Magnus og Marie Jensen bragte med sig. Marie Jensen havde samlet på gamle ting helt fra sin ungdom. Interessen fik hun, da hun var stuepige på Frijsenborg. Ikke blot i privaten, men overalt på kroen, fandtes gamle møbler og fine ting i porcelæn og sølv. Også Magnus Jensen var samler. Hans største interesse var gamle ure, som han ofte købte defekte og selv satte i stand. Det arbejde slappede han af med i kælderen, når der var en smule fritid.
Der var nok at se til på Malling Kro, foreningslivet blomstrede, og mødernes antal blev ikke mindre i krigens tid. Om søndagen raflede de lokale på Malling Kro. Så var det fridag, og man skulle hygge sig.
En søndag havde en gæst fået et par genstande, eller nok til at Magnus Jensen tilbød at følge gæsten hjem. Da de kom til gæstens hus, ville han sige tak med en lille een. Det blev til een til, og da Magnus Jensen belavede sig på at gå hjem, tog gæsten tegnebogen op af lommen og betalte Magnus Jensen for de 4 genstande, de havde nydt – gæstens eget hjem. Den lune Magnus Jensen han sikkert moret sig kosteligt.
I efteråret 1944 blev der på Malling Kro oprettet et vagtkorps til at holde ro og orden i byen. Politiet var taget af tyskerne. Vagtmandskabet, der alle var frivillige og ulønnede, havde vagtlokale på Malling Kro. Magnus Jensen var med i det udvalg, der udformede planen for vagtkorpsets arbejde. Beder – Malling Kommune afholdt udgifterne til vagtlokale og udrustning, den bestod af knippel, fløjte, armbind, lygte og regnslag. Hjelme kunne ikke skaffes.
En stor dag oprandt på Malling Kro efter befrielsen, da Marie Jensens søn, Viktor Glysing Jensen, Beder, kom hjem fra tysk fangenskab. Efter at have været hjemme i Beder for at hilse på kone og børn, gik han til Malling Kro, fulgt af efterhånden flere og flere mennesker, den ønskede at dele glæden over hans frigivelse med ham.
Marie Jensen passede stadig køkkenet på kroen, til trods for at hun stærkt nærmede sig de 80 år. Madlavningen foregik i det køkken, der havde været der siden oprettelsen i 1884. Dog næppe med det samme komfur.
I 1957 kom Anne Lise Jensen som ny servitrice til kroen fra Ørbæk på Fyn.
Selv om hun på vej fra Århus til Malling havde fortrudt, at hun havde taget pladsen, faldt hun godt til på Malling Kro. Så godt, at hun efter et par år blev gift med Magnus Jensen. Marie Jensen flyttede til et hus på Bredgade, hvor hun døde et par måneder senere.
I døren Anne Lise Jensen.
Anne Lise Jensen fortsatte med at drive Malling Kro efter Magnus Jensens død i 1970. Et krav fra sundhedsmyndighederne om at modernisere køkkenet på kroen satte gang i en større restaurering.
Scenen i salen blev fjernet og loftet stænket. Et helt nyt køkken blev etableret, hvor den tidligere havde været vognport og hestestald. Det ene tog det andet med sig. Det blev en dyr affære, som kroen ikke kunne bære. I 1982 måtte Anne Lise Jensen sælge kroen. Fire lokale folk oprettede Malling Kro I/S og forpagtede den ud. Men det gik ikke så godt, og en skønne dag var nøglen drejet, og forpagteren rejst.
Historien om den over 100 år gamle Malling Kro kan foreløbig slutte, som alle gode historier skal slutte. Ejerskiftet i 1985 hvor Aase og Jens Arbjerg Pedersen blev det nye værtspar, betød, at Malling Kro i dag igen fungerer, som det den nok oprindelig var tænkt som. Stedet, hvor byens og egnens befolkning mødes i en hyggelig atmosfære med god mad på bordet og en god betjening. Godt blandet med gæster fra ind- og udland, der også værdsætter at besøge den gamle kro i Malling.