Det var jo almindeligt, at i den position min far havde fulgte der tillidshverv med. Han var kirkeværge i alle årene. Han var censor i skolen ved eksamen, og han spurgte læreren om han måtte stille spørgsmål, det måtte han gerne. Det var mest regning han spurgte om, at hvis man har 2 kroner og går til købmanden for at købe ind, hvad får man så tilbage. En gang købmand altid købmand. Han havde altid bolcher med til eleverne og blev derfor populær. Han fortalte dem også om, hvordan han holdt jul i købmandsgården med grantræ og det hele. Det har vi ikke råd til, sagde flere. Så kom op til mig, så får i et træ og noget at pynte med. Han var meget gavmild. Hver søndag blev vi kørt til kirke af en ældre medhjælper, som gik lidt til hånde, han stillede med landaueren, høj hat og jaket. Det var en pryd at se ham gå op i kirken. Det var købmandens det hele. Når vi fik tørv hjem til os selv, fik alle medarbejderne det samme uden betaling. Da jeg Ove Torstensen, kom hjem fra Fyn, hvor jeg stod i lære, en gang spurgte jeg min far, hvad de 2 i pakhuset tjente. De får 72 kroner om ugen, sagde han. Jeg røg næsten op i loftet. På Fyn får de kun 36 kroner, sagde jeg. Jeg vil ikke udnytte mine folk, de har også kone og børn at forsørge. Han tænkte meget på alle sine medarbejderes ve og vel.
Jeg husker også tydeligt en episode, som stadig står klart for mig. En dag i december havde min far taget mig med til juleudstilling i storbyen Århus. Han fyldte lommerne med 2 kroner – dalere. Da vi kom ud af banegården stod en fra Frelsens Hær med et stativ med en gryde under. Når han nu vender ryggen til, lægger du en tokrone i. Det gjorde jeg som befalet og jeg husker stadig hans undrende ansigt, han var jo vant til, at det kun var femører folk lagde i. Ned ad Ryesgade og ned til Bispetorvet stod der mange af samme indsamlere, og jeg skulle lægge i ved dem alle. Jeg havde godt set et træskib i en forretning, som jeg gerne ville eje. Savner du noget, spurgte min far, nej sagde jeg. Så hjælp hellere en sulten, fattig dreng med disse penge. Det glemmer jeg aldrig. Far døde i 1929 kun 71 år gammel, og nu begynder en ny epoke på den gamle købmandsgård, hvor jeg Ove Torstensen tog over.
MIN MOR
Min mor må ikke glemmes i denne fortælling. Hun førte godt nok en vis anonym tilstedeværelse, men alligevel havde hun et stort ord at sige. Hun passede hus og hjem og sine seks børn – 4 drenge og 2 piger. Der var nok at se til i hverdagen med så mange på kost, men hun havde samme indstilling til samfundet, som hendes mand. Hun havde en vis forkærlighed for de farende svende, som aldrig gik forgæves til hende. En dag, hvor en sådan var budt på mad, sendte hun min broder over i forretningen med vedkommendes støvler, som var nedslidte. I forretningen stod byens politimand, som hørte dette, og gik bagefter. Han skal ud skreg han. Da stod mor i døren og sagde her bestemmer jeg. Han går, når han har spist, og sådan blev det. Da de flyttede til Århus i 1923 – tæt ved Friheden – kom der også tit vejfarende, som fik lidt mad og en hvidtøl. I kan stille flasken ved havelågen, og det gjorde de næsten altid. Hun døde i året 1943, 83 år gammel mæt af dage.