Jeg havde mange gode venner og særligt husker jeg de følgende, fordi jeg kom meget i deres hjem:
Eigil Kirkegård, søn af smedemester Peder og Marie Kirkegård. Smedjen lå på hjørnet af Ajstrupvej og Bredgade.
Eigil havde to ældre brødre, Åge og Villy, en ældre søster, som jeg ikke husker navnet på samt en søster Elin.
Eigil og jeg fiskede i Assedrup å og Bøgeskov mose. Vi samlede også på frimærker.
Michael Nielsen, søn af vognmand Hans og Maren Nielsen. Vognmandsforretningen lå på hjørnet af Bredgade og lodsvejen til banen. Michael havde en bror Jens og en søster Edith.
Det var et dejligt sted af lege. Den gamle forretning blev drevet af Arthur og Hans Nielsen. Deres gamle far “Mikkel vognmand”, var stadig i live dengang.
Al kørsel foregik med hest og vogn. Jeg husker de havde en kusk som hed “Jens Peter”.
Men først i trediverne skete der en stor forandring i forretningen. Michaels far købte en “Ford” lastvogn, og hvis jeg husker rigtig, så var det en årgang 1930, og havde nummerplade X-14-100.
Jeg tror ikke de havde heste, efter Michaels onkel Arthur forlod forretningen for at tage arbejde på oliemøllen i Århus.
Hans Jørgen “krølle” Jensen, søn af malermester Frederik Jensen. Krølle havde to brødre, Henning og Ingvar samt en søster Helga, som bor på Søndermarksvej og er nabo til Jørn Andersen, som bor i nr. 5, mit gamle barndomshjem.
Jeg havde en dejlig tid sammen med Henning og Krølle. Vi cyklede på ferietur til “Kalø ruin” og Hobro, sammen med Eigil Kirkegård og Gunner Rasmussen.
Krølle og Ivar blev uddannet som malere og overtog deres fars forretning. Henning valgte præstegerningen.
Edgar Lind Therkildsen, søn af Steffen Therkildsen, ringer og graver ved kirken.
Edgar havde mange søskende, en søster Johanne ? og brødrene Ejvind, Reimer, Holger, Ole, Roar og Charles.
Reimer var gift med landpost Marius Madsens datter og var skræddersvend hos Erhart Nielsen.
Holger var slagtersvend hos Chr. Brixen.
Ole var i smedelære hos Chr. Andersen.
Edgar blev udlært hos blikkenslager Møller.
Når Edgars forældre var på besøg hos sønnen i København, var Edgar ansvarlig for at ringe solen op og ned, men når vi var ved Ajstrup Strand for at bade, nåede vi ikke altid hjem til tiden og fik solen ringet ned.
Formanden for menighedsrådet fik mange henvendelser på grund af “sløseriet”.
Svend Sønnichsen, søn af gårdejer Sønnichsen “Lundshøjgård”. Svend havde tre brødre, Torkild, Henning og “Polle” som jeg tror hed Poul, samt en søster som alle i familien kaldte “Putte”, hendes navn husker jeg desværre ikke.
Som dreng kunne man ikke ønske sig et bedre sted at tilbringe sin fritid, Svends forældre var venlige og gæstfrie.
Til gården var der en meget stor have og markerne strakte sig op til “Malling Bjerge”, så legeplads var der nok af.
Om aftenen når hestene skulle hjem, fik vi altid en ridetur. Jeg husker endnu navnene på deres tre heste; Jette, Sorte og Peter.
Høsten var den travle tid på gården og jeg mindes de dejlige høstgilder, som jeg var inviteret med til.
Svend har jeg ikke set siden vi gik i skole sammen, men hans bror Torkild har fortalt mig, at han læste til civilingeniør.
Søren Muller Ingvardsen, søn af Mejerist Ingvar og Karen Ingvardsen, som boede til leje oven på cementstøberiet, i ejendommen Rønøjvej nr. 5, tilhørende murermester Ferdinand Holm.
Søren havde flere søskende, men jeg husker kun hans ældste bror som hed Ejvind. Søren stod i lære hos bagermester Oluf Bonde.
På besøg i Danmark i 1996, læste jeg i “Jyllands Posten”, at hotel Terminus i København havde reception for deres konditor Søren Muller Ingvardsen, som skulle pensioneres.
Jeg tror familien Ingvardsen flyttede til Århus, før Malling mejeri blev nedlagt. Ingvardsen blev ansat på mejeriet “Vesterbro”:
Bendt Jørgensen, søn af Niels Jørgensen, forstander på Landbrugsskolen fra 1925 til 1937, da solgte han skolen til forstander S. Larsen Sørensen. Niels Jørgensen blev redaktør for et landbrugs blad i København.
Bendt havde to søstre; Birgit og Elisabeth. Kønne piger, som var meget beundret af eleverne på skolen.
Bendt og jeg legede godt sammen. Vi byggede “racerbiler” af trækasser og barnevognshjul, kælkede på Larsens Bakke og samlede på frimærker. Mange dejlige timer tilbragte jeg på skolen. Også om aftenen når der var foredrag med efterfølgende boller og chokolade.
Den bedste foredragsholder, efter min ungdommelige mening, var forfatteren Thomas Olesen Løkken.
Karl Jørgen Rogersen, var søn af tømrermester Åge og Frida Rogersen. Karl Jørgen havde en yngre bror som jeg ikke husker og en søster som hed “Minna”.
Karl Jørgens mor og bedstemor drev forretning med “fransk vask og strygning”.
I tømrerforretningen beskæftigede de tre svende; Christian “Rylle” Nielsen, Alfred Pedersen fra Mallinghus samt en snedker som hed Skov.
Laust Gregersen, søn af Fyrbøder Gregersen stod i lære hos Rogersen og jeg husker han lavede svendestykke sammen med murerlærling Hans Skov. Det foregik i “Tømregården” som tilhørte købmand Thorstensen og var beliggende på hjørnet af Bredgade og Stationsvej.
Karl Jørgen og jeg tilbragte mange timer i deres sommerhus ved Ajstrup Strand.
Efter nogle år ved søværnet, læste han til ingeniør og giftede sig med Alice Brixen, datter af slagtermester Chr. og Anna Brixen.
Michael Jensen, søn af direktør Jensen på Dampmøllen, som også havde en datter, som hed “Maja”.
Jeg legede meget med Michael og der var meget at se på møllen, brødfabrikken og savværket.
Vi kom i fyrrummet hos fyrbøder Peder Skov, som viste os hvorledes “dampmaskinen” fungerede.
I møllen regerede møllerne Sørensen og Johansen. Jeg tror også Marius Nielsen og Peder Søgård, som boede i samme hus, Rodalsvej nr. 12, arbejdede på møllen.
Brødfabrikken blev ledet af bagermester Nielsen, som senere købte “Segalt Mølle”.
Tre af bagersvendene husker jeg; Herluf Jensen, Korsgård og “Jens” fra Ørting.
Af chaufførerne husker jeg Harald Birkeholm, Anton Nielsen og Niels Borup Skov.
I 1943 blev “Dampmaskinen” solgt og møllen overgik til elektrisk kraft. Min far og jeg udførte arbejdet for Ladegård & Co. i Odder.
Notat: | Daglig kl. 1700 blev “fyret og tørsten” slukket af nogle “samvittighedsfulde” borgere. Jeg tror i ølhandler Skovs kælder, eller fyret. |
Anna Pedersen, datter af syreske Petra Pedersen.
Anna og hendes mor boede i et af de ældste huse i Malling og var nabo til cykelhandler Hermandsen.
Jeg var meget glad for at komme i Annas hjem. Hendes mor havde altid et stykke chokolade eller kage til mig.
Gerda Smedegård Nielsen, datter af gårdejer Smedegård Nielsen, havde to brødre; Villy som var handelsuddannet og Egon som blev mejerist og giftede sig med Asta Jørgensen fra Synnedrup.
Sammen med Eigil Kirkegård tilbragte jeg mange timer på gården. Vi var altid inviteret med til Gerdas fødselsdag og vi fik vist også på danseskole sammen.
Ruth Hansen, datter af barbermester Richard og Laura Hansen, som havde forretning på Ajstrupvej ved siden af Malling Kro.
Jeg kom meget i Ruths hjem. Hun havde tre søskende; Rigmor, Grethe og Esther.
Ruths mor er på plejehjem i Tranbjerg og var i 1999 femoghalvfems år gammel.