En uges tid før St. Hans lånte vi drenge en hestevogn hos en af gårdmændene. Vognen trak vi rundt til alle husstande i byen, medens vi skrålede af fulde hals “Vi samler til blus”.
På daværende tid fandtes der ikke offentlig renovation, så det blev til mange vognlæs. Alt som kunne brændes modtog vi.
Alt blev kørt til “Holmskov” gårdens mark på Østergårdsvej, i nærheden af “Birkely” tilhørende den gamle lærer Pedersen.
Der var altid stor tilsøgning St. Hans Aften. Vi havde naturligvis også en heks, som sad på toppen af bålet.
Efter bålet var tændt, sang vi de gamle midsommerviser og så heksen flyve til “Bloksbjerg”.
I gløderne stegte vi kartofler som vi spiste med stor fornøjelse.