Selve besættelsesdagen 9. april 1940 kan jeg huske, at vi som sædvanlig kørte tidlig fra Malling. Vi så godt nok nogle overflyvninger, men pludselig var himlen sort af maskiner og fatter sagde, så mange maskiner har vi ikke, der er noget galt. Lidt længere fremme stod en købmand og viftede, og vi stoppede, og han kom og viste os nogle flyveblade, hvor der stod, at man skulle forholde sig roligt og ikke genere besættelsesmagten. I Horsens flød alle gaderne med disse blade, og da turen sluttede i Herning var alle gaderne fyldt med tyske køretøjer. De var hurtigt ude de tyskere. Det med mørklægningen blev pålagt allerede den 9. april. Ret hurtigt blev der oprettet en lyttepost i Malling Bjerge bemandet med tyskere. Allerede tid ligt lyttede vi til BBC fra England, thi vi havde en onkel som både kunne tysk og engelsk, så han oversatte, da det dengang kun blev sendt på disse sprog. Hver aften stillede to tyskere sig op uden for vores vindue og lyttede med. Vi bød dem indenfor, men det turde de ikke. Ellers mærkede vi ikke meget til besættelsesmagten de første par år. De havde godt nok opstaldet nogle heste rundt om på gårdene. I 1942 besatte de Landboskolen, så det blev forbudt område. Da vi ofte kørte til Århus Havn skulle vi havde at gyldigt ausweis, som vi fik ved politiet, og det skulle vi vise mange gange hver dag, og dette skulle fornyes hver måned.
Et års tid kørte jeg også for Torstensen her i Malling når fatter og jeg kom op at skændes, så rejste jeg bare. Jeg har også arbejdet i Solbjerg. Turen til Århus var en hel dagstur, hvor vi afleverede foder til forskellige hestestalde, afleverede diverse ting på havnen, og så havde man brædder, kolonialvarer og meget mere, som man samlede sammen til hjemturen.
Det at undgå at køre for tyskerne var en balanceakt. Men helt undgå det kunne vi ikke. Jeg husker, at en officer fra lytteposten kom og sagde, jeg er ikke nazist, men i skal altså køre at par læs briketter for os til en anden lyttepost. Fatter forsøge at undgå dette, men så tager vi din bil. De fandt en løsning på problemet, det skulle klares lørdag-søndag, og jeg skulle køre. Tyskerne læssede på, mens officeren kaldte på mig og viste mig et billede af sin kone og deres sønner foran et hus. Huset var udbombet og alle var blevet dræbt. Han havde ingenting at leve for. Det var barsk. Næste dag havde han stillet et stort frokostbord frem til mig med drammer og det hele. Der var også flinke tyskere. På havnen kom jeg i snak med en gammel tysker, altså så godt jeg kunne. Han havde også været med i 1. verdenskrig, været på Østfronten og endt her i smørhullet Danmark. Han var fuldstændig ligeglad med det hele. En gang blev vi tvunget til at flytte nogle heste i Århus, det var vores lastbil jo ikke bygget til dette arbejde og ved et uheld kostede det en tysker livet. Så vi slap for det senere.
Om vi havde frihedskæmpere her i Malling bemærkede jeg ikke under selve krigen. Efter besættelsen dukkede godt nok et par stykker med armbind bl. a. maler (Krølle) Jensen samt direktøren fra Dampmøllen. Direkte sabotage mærkede vi ikke på Odderbanen, de havde noget i Stilling.
Jeg spurgte godt nok min far, hvorfor han ikke havde for talt om disse modstandsfolk, så sagde han, du kan jo ikke holde din kæft, og så var det emne afdiskuteret. Sivfarikken brændte et par gange, men det var vist nok drengestreger og de jo fandt aldrig synderne. Der var udgangsforbud fra klokken seks aften til seks morgen. Tyskerne her i Malling var ikke særlig emsige. Godt nok havde fatter nogle vilde diskussioner med dem oppe på kroen, hvor han til tider hyggede sig. Så truede de med at tage hans kørselstilladelse. Han kunne godt være lidt ilter. Der var nogle enkelte herudefra, som meldte sig til Frikorps Danmark, som kæmpede for Tyskland i Rusland. Jeg erindrer en enkelt fra Fløjstrup, som dog kom hjem, men han blev vist aldrig rigtig menneske igen.