Vi var jo vognmænd og bilen skulle meget gerne køre hver eneste dag, for det var vort levebrød. Benzin var en saga blot, så vi kørte med generator. Det var navnlig besværet med nye dæk. Vores dæk var boltet sammen med træbolte, og de havde ikke den store levetid. Vi havde Århus Motor Compagni som værksted. Jeg kan huske vulkanisøren sagde, at det lort kan i ikke køre i. I får 2 nye dæk – det fik vi – 1000 kroner – men fatter sagde, den her går nok ikke – og ganske rigtig en uge efter stillede politiet og ville have vore nye dæk, det havde nok været tyvegods. Vi afleverede. Senere gik fatter ind på stationen for at få sine dæk, du får en bøde sagde de – 1000 kr. Det var et dyrt bekendtskab. En anden gang sagde mekanikeren, at vi kunne få 4 nye dæk, men vi måtte stille, hvis han ringede. Vi kørte 3 måneder på disse dæk, da han ringede. Satans osse sagde fatter. Pyt med det sagde mekanikeren, der står en tysk bil derovre med 4 nye, dem får I indtil jeg ringer. Vi var heldig for vi kørte med dem krigen ud. Så lidt heldige var vi ind imellem. Det var kun læger og ambulancefolk, der havde mulighed for at få lidt benzin i disse dage. Sådan vil jeg meget nødig skulle køre igen, men det var dengang.