Svendgårds jorder
Pædagogisk legeplads og FDF
Foto: Øverst Svendgård ca. 1955 foto Sylvest Jensen / nederst 2015 L. Frandsen.
Svendgården matr. 7a. (nu 7eq) var oprindelig på 51 tdl. land og fæstegård under Vilhelmsborg. Søren Rasmussen købte den i 1852. I 1878 købte svigersønnen gården. Fra 1913 var Sørens nevø Øvli Jensen ejer. Øvli var vokset op på Eskegården, lige ved siden af. Jorden strakte sig langs med Kirkebakken til Kirkestien, ned ad denne til det første sving.
Øvli Jensen solgte nogle grunde på Kirkebakken i 1952-53. Kvarteret på Svendgårdsvej og Skeltoften blev udstykket i 1964-68. I 1978 købte Aarhus Kommune Svendgården af Niels Jensen. Stuehuset blev samme år stillet til rådighed for FDF’erne. De første år efter kommunens overtagelse, blev der arbejdet for at Svendgården skulle blive et kultur- beboerhus med bl.a. bibliotek, men lokalerne var for små og utidssvarende. Det ville blive for dyrt at bygge om.
Den pædagogisk ledede legeplads Svendgården åbnede i 1983. Det var ikke et pasningstilbud, børnene kunne komme og gå, som de havde lyst til i åbningstiden fra kl. 10-17. Legepladsen havde åbent i skoleferierne. Der var forskellige aktiviteter som keramik, syning og dyrehold.
Svendgården har lagt hus til mange arrangementer. Der har været holdt børnekulturuge, markedsdage med konkurrencer og gøgl, koncerter, dyrskue. Fælles Fritid har haft danseundervisning og Brugerrådet har fejret Sct. Hans.
Svendgården er nu en del af Beder-Malling Fritidscenter. Beder Fritidsklub bruger den flere gange om ugen. Børneinstitutionerne i Beder kommer jævnligt på legepladsen.