Malling Cafeteria, Bodega Rusen.
Bredgade 45, Malling.
I sommeren 1968 fik sognerådsmedlem Elvin Hansen tilladelse til at indrette cafeteria i sin forstue. Elvin kørte desuden taxa og havde køreskole.
Cafeteriet havde åbent eftermiddag og aften. Man kunne købe sodavand, varme pølser og pommes fritter. Der var små borde at sidde ved. Bag disken stod Elvins hustru Asta. Elvin havde cafeteriet til 1986, hvor han forpagtede det ud. I 1987 fik Svend og Aase Schou forpagtningen. De ville gerne have købt huset, men Elvin var ikke klar til at sælge før oktober samme år.
Svend og Aase åbnede 23. januar 1988. Navnet blev ændret til ”Bodega Rusen”. Pommes fritterne og de røde pølser forsvandt.
Kunderne pressede på, så efter nogle år kunne man købe dagens ret om torsdagen. Om fredagen smørrebrød og en øl og om lørdagen håndmadder. Om søndagen blev der serveret sild og en lun ret.
Der blev samarbejdet med Malling Bio. F.eks. da ”Italiensk for begyndere” blev vist i biografen, var der fest på bodegaen. Italiensk mad, rødternede duge på bordene og Svend iført stråhat.
På adventssøndagene blev der spist søndagsmiddag – med Giro 413 på radioen og bagefter spillede man billedlotteri.
På bodegaen spillede man også dart og vandt mange pokaler. ”Rusen” havde to hold. Der afholdtes både triatlon og femkamp. Om onsdagen blev der spillet billard. Hver uge var der en aften med levende musik.
Svend og Aase solgte til Enrico i 2002. Bodega Rusens stil ændrede sig. Huset blev nedrevet i 2019.