Kalender 2021 december Gl. Østergårdsvej Malling 2. Påskedag 1921. Fotograf Vedel.Et ægtepar er ude at spadsere 2. Påskedag 1921. De kan være på vej til gudstjenesten i Malling Kirke, som ses i baggrunden. Til venstre på fotoet, er det Malling Foderstofforenings’s kontor og uddelerens privatbolig. Jernbanen er sikret med bomme, hvor den skærer den grusbelagte Gl. Østergårdsvej. Huset lige frem er bygmester J. P. Vedels bolig. Her havde hustruen Valborg en detailhandel, den senere Malling Boghandel og Sæbehus. Datteren Ingrid førte den videre til årsskiftet 1970 – 71. Til højre Købmand Torstensens lagerbygning, der lå på hjørnet af Gl. Østergårdsvej og Stationspladsen. Det hvide hus midt i billedet, der blev revet ned i 1930’erne, var det gamle stuehus til gården Sofienlyst. Avlsbygningerne var flyttet udenfor byen i 1901 og gården ligger nu på Øvlevej 16. Landpost M. Madsen. ca. 1925. Fotograf ukendt.Landpost Marius Madsen boede Bredgade 54 i Malling. Posten blev bragt ud fra Malling Station. Marius havde turen der gik over Tulstrup, Ask og helt til Astrup. En lang tur der foregik til fods, og som man kan se i træsko. Marius kunne lide at gå. Når han var færdig med postturen, gik han tit en tur til Norsminde for at fiske. Det siges at, da Marius fyldte 60 år, fik han en cykel foræret af sine kunder på postturen. Den blev dog snart solgt igen, – han syntes bedst om at gå. Marius er her fotograferet i Astrup, ud for Østergårdsvej 240. Tilbage til Billeder i egnskalender 2021