Kalender 2023 December

Beder Gymnastikforening, dilettant. ”Pensionatet Havørnen” 1937. Fotograf ukendt.
Beder Gymnastikforening, dilettant. ”Den der ler sidst” 1953. Fotograf ukendt.

Beder Gymnastikforening   

Beder Gymnastikforening var en af de mange foreninger, der var i Beder og Malling fra begyndelsen af 1900 – tallet og frem til 1970’erne. Gymnastikforeningen blev i 1967 en del af Idrætsforeningen Egelund, forløberen for BMI.

I begyndelsen var det svært for foreningen, at få det til at løbe rundt. Efter manglende tilslutning til nogle baller i 1936, så regnskabet sørgeligt ud. Det kneb med at få gang i gymnastikken. I vinteren 1936-37 lykkedes det kun at holde liv i et enkelt karlehold. Pigeholdet gik i opløsning, da der manglede interesse fra deres side, og der manglede både energi og interesse fra lederen.

I 1937 havde foreningen 400 medlemmer. Bestyrelsen undersøgte, om der kunne være tilslutning til både et fodbold- og håndboldhold. Der meldte sig så mange, at holdene kunne starte i sommeren samme år. Pigegymnastikken havde stadig svært ved at finde en leder. Det endte med at Svend Pedersen, der ledede karlene, også påtog sig at lede pigerne – ”så godt han nu formåede det”.

Derimod gik det fint med at opføre dilettant. Både i 1937 og 38 blev der spillet forestillinger, der høstede stort bifald. Formanden mente dog ikke, man skulle forsøge igen året efter, – bare fordi det var gået godt de første par gange.

Gymnastikforeningen arrangerede ringridning i Beder, sportsstævner ved skolen hvor andre gymnastikforeninger var indbudte og – ikke mindst blev der holdt baller.

Tilbage til: Billeder i Egnskalender 2023