Kalender 2023 Januar

Dilettant i Ajstrup forsamlingshus 1937: ”Slægtninge”. Fotograf ukendt.
Ajstrup Gymnastikforening 1921-1922 ved Forsamlingshuset. Fotograf ukendt.

Ajstrup Forsamlingshus
Norsmindevej 40

I februar 1908 blev der indkaldt til møde i Ajstrup, formålet var at oprette et interessentskab, så man kunne få etableret et forsamlingshus. Huset skulle finansieres ved hjælp af aktier. Salget gik rigtig godt, de fleste af egnens beboere tegnede aktier i huset, nogle endda flere.

Snart derefter blev der købt et stykke jord fra Ajstrup Østergård og truffet aftaler med håndværkere. I Ajstrup arbejdede man hurtigt, allerede d. 27. september samme år, kunne man holde indvielsesfest. Ungdommen ønskede sig gymnastikredskaber, – de blev hurtig indkøbt.

Ajstrup Skole brugte huset til gymnastiktimerne. Gymnastikforeningen holdt deres træningsaftener der. Foreningens håndboldafdeling trænede om sommeren oppe på græsset bagved huset.

De mange foreninger i området brugte huset til møder og generalforsamlinger. Der blev spillet dilettant, dyrket folkedans, afholdt andespil, holdt foredrag og sangaftener. I 1960’erne var der danseskole. Der blev holdt høstfester, juletræsfester og ikke mindst blev huset brugt af egnens beboere til konfirmationer, bryllupper og fødselsdage.

Ajstrup Forsamlingshus eksisterer stadig som det eneste i vore sogne. Huset kan lejes til private fester og arrangementer. Der bliver fortsat holdt foredrag, loppemarkeder, høstfester og meget mere. En lille gruppe af entusiastiske borgere i Ajstrup og omegn gør hvad de kan, for at holde liv i det gamle hus.

Tilbage til: Billeder i Egnskalender 2023