Kalender 2023 Marts

Udflugt til Femmøller Badehotel 1924. Fotograf: N. Andresen.
Deltagerne ved Femmøller 1924. Fotograf: N. Andresen.

Beder Ungdomskreds

Beder Ungdomskreds blev stiftet i maj 1922. Pastor Hans Kelstrup og hustru Ædele, der var kommet til Beder præstegård i 1917, gjorde meget for at få egnens ungdom til at oprette en forening. Det havde de gode erfaringer med, fra deres tidligere stilling som præstepar i Velling i Vestjylland. I begyndelsen blev der holdt møder i præstegården, senere blev forsamlingshuset også benyttet. Til stiftelsesfesten i 1927 havde medlemmerne skrevet en sang, der hyldede præsteparret for initiativet, til at oprette kredsen.

Det var en meget aktiv forening. Ungdomskredsen holdt møder et par gange om måneden. Det kunne være oplæsning eller foredrag af pastor Kelstrup. Om sommeren var der sanglege i præstegårdshaven, hvor der også blev holdt høstfest. I december op mod jul, var der lodtrækning om gaver, der var blevet skænket foreningen.

Man tog på udflugt til forskellige egne af Jylland. I 1924 gik turen til Femmøller, medlemmerne mødte talstærkt op, hele 88 personer ville afsted. Der blev hyret seks charabanc biler, en enkelt privatbil og en lukket turistbus, – den var til de ældre deltagere der så kunne sidde i tørvejr.

I 1926 var målet en to dages tur til Vestjylland, hvor familien Kelstrup havde boet, inden de kom til Beder. Medlemmerne blev indkvarteret privat hos beboerne. – ”Turen beskrives som vellykket, da den forløb uden noget som helst biluheld!”

Tilbage til: Billeder i Egnskalender 2023