Kapitulationstæppet eller Besættelsesbroderiet

Kapitulationstæppet – oprindelig blev det kaldt ”Et navnekludemønster med relation til besættelsestiden.”
En erindring om tiden i Danmark 1940-1945
Fortalt af Kirsten Williams Beder-Malling Egnsarkiv

Broderiet måler 70 x 50 cm og fortæller historien om besættelsesårene i Danmark 9. april 1940 til 5. maj 1945.
Mønstret er tegnet af Louise Puck f. Ottosen 1893-1977. Der verserer en myte om, at Puck designede tæppet, fordi hun havde mistet tre sønner under besættelsen. Det er IKKE sandt! Louise var uddannet skolelærer, skrev noveller og oprettede et tegnekontor. Senere blev hun ansat som mønsterdesigner hos håndarbejdsfirmaet Clara Wæver. Netop dette mønster blev solgt i hundredetusinde eksemplarer fra 1945 helt op til 1970. Det kom på forsiden af ”Tidens Kvinder”, der var et førende dameblad i 1948. .
Det har taget timevis at sy tæppet. Der var vareknaphed i årerne efter 1945, så på billeder fra museer, Instagram mv. kan man se at farvenuancer på broderiet er forskelligt, baggrunden er altid på lys baggrund. Man måtte bruge det, man havde. Det var først i 1958, at Jørgen Rosenstand indførte broderipakken- dvs. man købte stof og tilhørende garn sammen.

Uanset farvenuancer er tæppet bygget systematisk op:
På øverste linje er d. 9. april, det norske flag og Norge broderet, som påmindelse om, at Norge blev besat samtidig med Danmark.
Hele venstre side af billedet domineres af “Det onde” værnemagten, hvor farverne konsekvent er sorte eller grønne- vissengrøn er farven på tyskernes uniform. Her listes en række ugerninger op: Hitler-tortur-koncentrationslejre-Gestapo-standret-spærretid-mørklægning-clearingsmord-stikker og feltmadras. Der er hagekors, et fly og en knælende mand med et skydevåben.


I midten og i højre side af billedet er ”Det gode” repræsenteret af frihedskæmperne og de allierede med farverne rødt og blåt.
Kongehuset er i midten markeret med gult. Christian d. X’s monogram omgrænset af laurbærkranse (anden grøn farve end den tyske!) og bogstaverne I og F til siderne for kronprinseparret Ingrid og Frederik samt rigsvåbnet med de tre løver.
Nederst i midten med ordet Patrioter en krans, der markerer korset i Ryvangen, hvor frihedskæmperne blev henrettet. Midterpartiet afsluttes med kapitulation 5. maj samt Den Danske Brigade og Montgomery, der modtog værnemagtens kapitulation. Det svenske flag og Folke Bernadotte markerer, at de hvide busser hentede de danske fanger i koncentrationslejrene hjem via Sverrig. Der er også Røde Kors logo og de tre svenske kroner.
Højre spalte markerer modstand og frihedskamp. Den illegale presse ”Gå til modstand alle mand…”, Det Danske Råd i London og speakeren fra BBC med befrielsesbudskabet Johannes Jørgensen. Flugt over Øresund med tegning af et skib, Hvidstenfolkene, Danmarks Frihedsråd, Holger Danske Korps, Aagesen Ringen, Bopa, Kim, frihedskæmperarmbåndet, Citronen og Flammen og nederst Kaj Munk.


Noget af teksten er langt fra vores erindring i dag- Ved siden af det hejste flag i højre side er der broderet en radise og ordet Radiser med streg under. Det er et synonym for kommunisterne kaldet ”De Røde”, som var en del af modstandsbevægelsen. Medlemmer af det kommunistiske parti blev efter krav fra besættelsesmagten interneret af det danske politi i Horserødlejren i 1941 efter vedtagelse af Kommunistloven. Horserød er broderet med både rødt og grønt garn som markering af at det var en fælles dansk-tysk beslutning!
Navnet Monica Wichfeld med kors over er en britisk-dansk modstandskvinde.

Når der står i højre side står “Fej alle vissengrønne væk og lad os se det friske grønne land igen” er ordet vissengrønne broderet med grønt garn som betegnelse for besættelsesmagten, den øvrige sætning med rødt.

Derudover citeres nogle kendte sange/salmer ”Og de tro’de at hjertebånd kan briste…” samt ”Kæmp for alt hvad du har kært…” Et flag på halv stang og ”Guds fred med vore døde”

En artikel i Weekendavisen fortæller, at der ikke er mange broderier bevaret. Egnsarkivet er meget taknemmelig for at vi har modtaget tæppet som gave i 2015.