Malling Gjæstgiveri-Hotel Malling- Malling Kro 1884-2024

Tillykke med 140 års jubilæet

Fortalt af Beder-Malling Egnsarkiv v/arkivleder Kirsten Williams

Stationspladsen 2 i 1969

Indledning
Da planerne om etablering af en jernbane fra Hou til Aarhus blev fremlagt i 1880èrne, opstod behovet for nye virksomheder tæt ved stationen. Købmandsgården blev opført af Niels Jensen 1883 og Malling Gjæstgiveri 1884 på Stationspladsen. Det var ejeren af Beder Kro Peder Sørensen, der i 1883 søgte om bevilling til at drive Gjæstgiveri i Malling. Svigersønnen Gotfred Jensen og Peder Sørensens datter Ane Kirstine var det første værtspar på Gjæstgiveriet, der også rummede en rejsestald, hvor togpassagerer kunne ”parkere” deres heste og vogn, til de kom tilbage. De nuværende forpagtere Nikolaj Nielsen og Mie Lue Abrahamsen er det 20’ende værtpar i løbet af 140 år.

Aktiviteter

På forsiden af bygningen står 1884-1914. Det skyldtes en ombygning i 1914 efter en brand. Gjæstgiveriets acetylengasværk til lamper og lysekroner sprang i luftet og efterlod rummene brandskadet, ingen personskade så vidt vides. På samme tid blev rødstensbygningen kalket og omdøbt til Hotel Malling. Der var fire gæsteværelser, pige-og karlekamre, skænkestue, billardrum, spisestue og en sal med en scene og balkon. Her blev opført dilettant og rejsebiografen fremviste film. I 1887 søgte man om bevilling til dans, det afslog Sognerådet, men kom dog senere. Når de lokale foreninger holdt fest, og dem var der mange af, var det altid med dans. I 1899 kom der konkurrence, idet Afholdshotellet åbnede på Bredgade 49 (Malling Bio). Sognerådet holdt deres møder hver 14. dag på hotellet. Der har været fodkoldt, det fortælles, at de havde 10 par sivsko stående, som blev sat til varme ved kakkelovnen før mødet. Hotellet havde også egen keglebane, og fra 1930’erne blev der afholdt messer, hvor de lokale handlende og håndværkere fremviste, hvad de havde at byde på.
Stationspladsen var den tids torv, der blev holdt hestekåringer, og auktion over kvæg. Her samledes man f.eks. til den årlige fugleskydning, inden man gik ud til Egelund. Om aftenen fejrede man den nye fuglekonge på hotellet.

Marie Jensen Malling Kro i sin stue

Ejere
I 1936 købte Magnus Jensen og hans mor Marie kroen. Marie var dygtig i køkkenet, og havde fra hun var ung samlet på antikviteter, som rummene blev fyldt med og berømt for. Magnus samlede på antikke ure, som han satte i stand. Under besættelsen blev der i 1944 oprettet et vagtkorps, der havde plads på kroen. Politiet var taget og sendt til Frøslev, og korpset, som jo bestod af almindelige borgere, patruljerede i byen bevæbnet med knebler for at forhindre indbrud og hærværk. Viktor Glysing Jensen, Magnus bror, var arresteret i 1943 og i koncentrationslejr. Da Viktor vendte hjem med De hvide Busser, var der et stort optog fra Beder til hotellet, hvor hjemkomsten blev fejret.
I 1957 kom Anne Lise Jensen som ny servitrice, hun faldt godt til, så godt at hun et par år efter giftede sig med Magnus. Han dør i 1970, Anne Lise fortsatte med at drive virksomheden, nu Malling Kro. Hun blev efter krav fra Sundhedsmyndighederne nødt til at sætte gang i en større renovering. Det blev en for dyr affære, og Anne Lise måtte i 1982 sælge kroen og antikviteterne. Fire lokale oprettede Malling Kro I/S og forpagtede den ud. Det gik ikke godt, forpagteren forsvandt, men i 1985 kom der ro på, det nye værtspar var Aase og Jens Arbjerg Pedersen, Jens var også rådmand i Aarhus.
I 1995 overtog det unge par Tina Schou og Rico Jørgensen kroen og drev den med stor succes i 25 år til udgangen af 2020. Tina og Rune Aaby købte i 2021, men har overladt forpagtningen til Nicolaj og Mie.

Arkivet har meget materiale om ejerne gennem tiden og billeder. De første kan ses på arkivet, billederne får vi lagt på Arkiv.dk