Tekst: Rainer Atzbach, Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier, Aarhus Universitet
Billeder affotograferet fra udstilling i Malling Sognegård juli 2024
Mallings Kirke blev bygget i 1100-tallets slutning. Dens ældste kerne omfattede det næsten kvadratiske kor og skibets østlige del. Skibet blev forlænget mod vest i senmiddelalderen og fik et “tværstående” vest tårn i skibets fulde bredde. Her fandtes på første etage et pulpitur, som erstattede en forgænger i skibets oprindelige vestlige ende, hvis rester stadigvæk er synlige over norddøren. Pulpituret kan tolkes som kirkepatronens sæde; lignende herskabelige pulpiturer kender vi f.eks. fra Fjenneslev Kirke på Sjælland, som blev opført af Absalons familie, den magtfulde Hvideslægt.
Kirkens våbenhus og sakristi blev tilføjet til det gamle skib og kor i senmiddelalderen. Allerede før middelalderens afslutning blev skibet og koret dækket med krydshvælv.
Kirken danner centrum for det største sogn i Ning Herredet. Den ligger på et frugtbart plateau, kun få kilometer fra den jyske kyst og fra Kysing Fjord. Nord for kirken strakte sig en sumpet lavning, mens de øvrige sider kun faldt svagt.
Malling danner også et knudepunkt for landeveje, som kunne overvåges af kirkens gamle tårn. Tårnet blev nedrevet efter 1727, derfor er dets højde ukendt. Dog i sammenligning med andre landsbykirker er 10 m ikke usandsynligt. En vagtpost på denne højde ville have en god udsigt, nemlig over vejen mod syd (Odder), mod vest (Solbjerg), mod nord (Højbjerg og Aarhus) og mod øst (Ajstrup Strand).
Den gode udsigt betød omvendt naturligvis også god synlighed af kirketårnet. Dermed udgjorde Malling Kirke et naturligt landmærke og et samlings- eller tilflugtssted for hele området. Det var vel udgangspunkt for kirkens svære befæstning, der var en beskyttende, men også repræsentativt byggeri.
Indtil 1874 var kirkegården omgivet af en kampestensmur. Udgravninger i første halvdel af 1900-tallet blotlagde murens sydøst hjørne. Det viste sig, at der eksisterede en massiv mur (billede 2, gult) allerede i 1100-tallet, som med en bredde på én meter og en højde på to meter var ret imponerende. Denne ældste mur blev dog udvendig forstærket på en tykkelse af 2,5 m, denne yngre mur var nu omkring 3 m høj (grøn). Mens den nordlige side af kirkegården var naturligt beskyttet af den sumpede lavning, blev der anlagt en omkring fire meter bred og halvanden meter dyb voldgrav mod vest og øst foran muren
I en tredje udbygningsfase blev hjørnet forsynet med et rundtårn (grå skravering). Tårnet adskilte sig fra de ældre mure ved sin omhyggelige udførelse, som er bevaret op til 3 m højde. Rundtårnet har indgang på jordniveau fra kirkegården i nordvest. Indeni var 24 personer begravet, kvinder, børn og mænd, hvilket tyder på, at bygningen var et kapel. Samtidig kunne tårnet dog også fungere som forsvarsværk. Den slags flankerende tårne blev først udbredt i 1300-tallet. Kapel og befæstning udelukker ikke hinanden; måske opretholdt kirkepatronens efterkommere et privat gravsted her. Ved middelalderens slutning brændte tårnet ned og døren blev blændet (blåt).
