v/arkivleder Kirsten Williams
Mallings biografdirektør, kulturformidler, fotograf og jernbaneentusiast døde d. 16. april. Per overtog Malling Bio i 1973 som Danmarks yngste og sluttede også som Danmarks længst siddende, kendt langt ud over egnens grænser.
I de første år tog han til København fire gange om året for at bestille film; når spolerne endelig kom, var de ofte i dårlig stand, Per kunne selv reparere og splejse strimlerne, film skulle vises i god kvalitet i hans biograf. Det nyeste isenkram blev anskaffet fra en nedlagt biograf i Kbh., købt for en ”slik”, som dog svarede til tre års billetsalg i Malling. Per havde arbejde som kontorassistent i DSB, faren som kontrollør og mor Else i kiosken, ellers kunne biografen ikke løbe rundt.
Der var alligevel plads til større planer; i 1978 forpagtede han Park Teater i Risskov, og i 1980 kom drømmebiografen til salg i Kbh. :3 Falke Bio. Det eventyr varede 10 mdr.- aviserne udkom ikke i seks uger pga. strejke, så var der ingen kunder i biografen. Det endte med konkurs også for Malling Bio og en kæmpe gæld. Malling Bio blev købt af en ven, og Per fortsatte som direktør. I 1990 kan han købe Malling Bio tilbage.
Per kæmpede i årevis for at få filmselskaberne til at anerkende små biografer, så de ikke stod bagerst i køen til de nye film. Hans opråb blev hørt i 1993, da den største danske filmproduktion ”Åndernes Hus” fik Danmarkspremiere i den mindste biograf. Begivenheden blev dækket af de landsdækkende Tv-kanaler, og Malling jordede den ene biograf efter den anden i billetsalg. Så var der hul igennem; i 1997 var der 12 premierefilm i biografen. Så blev der også råd til nye og færre stole med god benplads, væg-til-væg-tæppe og indretning af Bette Bio.
Næste store udfordring kom i 2011, da filmudlejerne ikke længere ville importere analoge film. ”Der var lagt op til, at det ville tage livet af de små biografer, for det kostede omkring en million pr. sal at købe og opsætte digitale projektorer”. Biografen overlevede, udstyret med helt moderne udstyr vha. Pers pensionsopsparing og donationer fra Salling Fonden og Malling Bios Venner i alt 750.000kr.
Det var ikke kun film, Per inviterede også kunstnere til at liveoptræden på scenen, events i samarbejde med Malling kro, hvor der var spisning og dresscode med gallatøj, inden premieren på den sidste James Bond film. Skolebio og Mandagsbio i samarbejde med menighedsrådet, der blev ved med at være nye initiativer, men først og fremmes gode film til store glæde for alle i Aarhus Syd.
Per var med egne ord romantiker, eskapist og nostalgiker. Der var store bump på vejen, men Per blev stående, hans liv og passion handlede om film og Malling Bio. ”Vigtigst for overlevelsen er den trofaste opbakning fra publikummer, Støtteforeningen Malling Bios Venner og en skare frivillige i hverdagen.”
Alle os, der igennem 50 år har haft stor glæde af vores aftener i biografens mørke, vil mindes Per Hauberg med taknemmelighed.
Æret være hans minde.