KAMPEN FOR FREDEN
Nu da Tysklands nederlag kun er et spørgsmål om dage eller uger, tager diskussionen om, hvad vi skal gøre ved Tyskland efter krigen fastere form. Vi besejrer nu landet militært, landets armeer går til grunde, byerne er lagt i ruiner og industrien er for lang tid fremover lammet. Tyskland er knust. Og dog vil landet leve videre. Det tyske folk, der tæller mere end 60 mil mennesker, vil stadig bebo et stort areal midt i Europa. De vil stadig være naboer til alle de lande, som de i disse år har hærget og kuet. Ingen kan derfor være ligegyldig overfor dette folks fremtid. For hele verden vil dette lands udvikling og fremtid altid have en enorm betydning. Det er forståeligt når mange i dag i had til undertrykkerne ønsker død og undergang over det tyske folk, men der er dog ingen der for alvor mener, at de kæmpende demokratier skal udrydde alle tyskere. En sådan tanke kan vi aldrig acceptere, først og fremmest fordi vi kæmper for menneskeværdighed. Vi er ikke barbarer, vi vil aldrig gå med til at udrydde millioner i gaskamre, men vi vil kæmpe for at vanviddet ikke endnu engang skal gribe dette store folk. Derfor ved vi, at det ikke er nok at vinde krigen. Vi må også vinde freden. Når kanonerne tier, må kampen om det tyske folks sjæl fortsættes indtil de sidste spor af den gift som fra Bismarck til Hitler såedes i tyske hjerter, er fjernet. Jeg har foran mig et billede af Føreren, der dekorerer 12-13 årige drenge for deres indsats i kampen mod russerne. Hans kasket hænger ned over ørerne, hans ryg er krummet som en flitsbue for at han kan se de små i øjnene. Drengene løfter henført deres blikke imod ham. Denne ungdom er Tysklands fremtid, de har lært mord og had. Det er dem vi skal lære, at der er opgaver som er større end at slå ihjel og lade sig slå ihjel for et vanvittigt idol. Det bliver vores opgave. Og at vi allerede nu midt i kampens bitterhed har råd til at tænke på dette, at vi er villige til at sætte vores kraft ind på at give landets ungdom nye menneskeværdige idealer det er dette der gør at vi trods alt har tro på fremtiden. K.H.
FØDES DER ET NYT ØSTRIG?
Leder i Sydsvenska Dagbladet 6. april
Medens de russiske hære brød ind i Schlesien og Pommern og langsomt trængte ind i Slovakiet, var fronten udenfor Østrigs porte mærkværdig stabil. Kun på denne del af østfronten trængte tyskerne sovjettropperne tilbage. Det så ud som om Berlin ville falde før Wien, men i sidste øjeblik oprettedes der en forsvarsmur omkring hovedstaden. Med sædvanlig smidighed manureredes da den tunge, men alligevel hurtige russiske damptromle i en ny retning. Nu er den hurtigt rullet frem til Wien. Vil den østrigske hovedstad få samme skæbne som det sønderskudte Budapest, eller vil den som Paris blive reddet ved forenede anstrengelser fra indbyggerne og de fremmede militærstyrker, der også i dette tilfælde af folkets flertal betragtes som befriere??
I Østrig er der utvivlsomt flere nazister end i noget andet tyskbesat land. Mange ikke nazistiske østrigere ville formodentlig have kæmpet trofast til det sidste sammen med et andet Tyskland end Hitlers. Men majoriteten af befolkningen er jo for længe siden blevet grebet af et forbitret had til det nazistiske regime, en afsky der ikke mildnes ved det folkelige slægtskab. I Østrig har tyskerne vist deres utålelige herrefolksmentalitet i lige så høj grad som andre steder. De har systematisk forsøgt at udrydde den karakteristiske blide livsform, som i nazistiske øjne er ”verjudet” og ”undeutsch”.
Det østrigske næringsliv er hensynsløst blevet indordnet under det 3. Rige. Og indenfor forvaltning og administration har 40.000 rigstyske funktionærer og tjenestemænd fortrængt de østrigske elementer. Der findes sikkert gode østrigere, som p.g.a. skrækken for sovjetrusserne trods alt ville foretrække et tysk herredømme. Men de som er parat til frivilligt at sætte livet ind for en sådan overbevisning, er sikkert hurtigt talt i dag, da hundredtusinde af tyske soldater overgiver sig og dermed tilkendegiver, at tyskeren selv er fuldstændig klar over, at hver ny krigsdag kun betyder meningsløse lidelser og voksende ødelæggelser. De allierede kræver en beslutsom indsats af østrigerne i slutkampen mod nazisterne. Dette krav blev fremsat autoritativt og bestemt allerede dengang Roosevelt og Stalin og Churchill ved Moskva konferencen i 1943 lod forstå, agtede at genoprette et af Tyskland uafhængigt Østrig. Det hed dengang at den endelige afgørelse om Østrigs fremtid
(red: fortsættes side 4) – klik her