Christian Dams artikel i Familie Journalen nr. 18 fra 1941:
Udover de sønderjyske er der tilsyneladende faa Slægtsgaarde her i Landet, som kan føres mere end 500 Aar tilbage. Blandt disse er “Vejelgaard” i Malling ved Aarhus, som nu tilhører Kr. N. Kristiansen. Gaardens første kendte Ejer af hans Slægt nævnes 1463, og de sidste Undersøgelser naar endnu længere tilbage, idet Slægten skal have været pa Gaarden før 1421.
Navnet Øvle stammer fra Gaardens Ejer Mickel Ouli, efter hvem Øuli eller senere Øffli og Øvle blev et fast Mandsnavn i Slægten. Det første Dokument, som direkte omhandler Slægten og Gaarden, er fra 1463. I dette Dokument, som nu findes paa Rigsarkivet, bevidner 24 Dannemænd af Malling, Pøel og Starup, at “Den Gaard, som Jes Persen i Malling ibor, er hans rette Oldearf og havde været siden førstenævnte Bønder til vort kom og saa til nu!” Ordene “rette Oldearf’ fortæller os, at Jes Persens eller Jes Pedersens Forældre allerede før ham havde beboet Gaarden, og man kan derfor uden tvivl roligt gaa baade en og to Generationer tilbage, saaledes at det Aarstal, 1421, som man er kommet tilbage til, sikkert ikke ligger for langt tilbage. Slægten turde snarere have været endnu længere paa Gaarden.
Jes Pedersen, som altsaa er den første kendte ejer, førte adeligt Vaaben og nævnes i flere Dokumenter fra hin Tid som Junker Jes Pedersen. Han har været en Mand af betydning, ikke alene fordi han ejede Gaarden i Malling og tilhørte Lavadelen, men ogsaa fordi han efter Tidens Forhold har været en kundskabsrig Mand. Han var blandt andet skrivekyndig, og skrev tilsyneladende endda ogsaa Plattysk, noget, som han maa have lært paa Rejser i Tyskland eller ved Erik af Pommerens Hof.
En anden af Slægten, der har været Udfærdstrang i, var Peder (Nilsen, født 1695 paa den gamle Mallinggaard. Han skal have været med paa Tordenskjolds Skibe i den store nordiske Krig. Peter Øvlisen er ikke blevet ked af Søen, tværtimod fortsatte han efter Krigen som fredelig Skipper, der ved sin Død kunne overlade Familien paa Fædrenegaarden en betydelig Formue.
Slægten synes paa denne Tid at være inde i en Nedgangsperiode, idet Offli Pedersen, der drev Gaarden fra 1690 til 1732, døde som en nærmest fattig Mand. Hans Enke maatte fraflytte Gaarden. Hvorledes dette er gaaet til vides ikke bestemt. Men der er forskellige Gisninger, hvoraf den mest interessante gaar ud paa, at Øffli Pedersen tabte sin Formue i Terningspil med en Junker Staal, som skal have brugt falske Terninger. En anden Fortælling gaar ud paa, at en Røverbande paa denne Tid terroriserede Mallingegnen. Røverne overfaldt de vejfarende, trængte ved Nattetid ind i Gaardene, bandt og kneblede Beboerne og stjal alt af Værdi Det skal efter Fortællingen være dem, der plyndrede Offli Pedersen. Røverbanden skal til sidst være blevet fanget, og deres Tyvegods, eller dele deraf, skal man have fundet gemt i et gammelt Ligkapael under Malling Kirke. I denne Nedgangstid synes Øvlislægtens Selvejerrettigheder, som havde bestaaet fra før Jes Pedersens Dage, for første Gang at være blevet antastet. Gaarden behandles og benævnes i denne Tid snart som Selvejergaard snart som Fæstegård. Det kan tænkes, at Wilhelm Marselis, som havde købt Baroniet Wilmhelmsborg, det tidligere Skumstrup, ikke har kendt Forskel paa den gamle Selvejergaard og de Fæstegårde, som hørte under Godset. Eller ogsaa har Baroniet ved List eller Tvang søgt at sætte sig i Besiddelse af den gode gaard. Maaske har Øffli Pedersen laant Penge af Herremanden og derved givet afkald pa Selvejerrettighederne, eller er frivilligt blevet Fæstebonde for “Værnets Skyld”. Det er kun Gisninger, man har at holde sig til. Men en Kendsgerning er, at hans Søn, Eske Øvlisen, som maa have været en kraftigere Personlighed, der havde købt sin Fødegaard ved Tvangsauktion, haardnakket hævdede Selvejerrettighederne overfor Baroniet. Og han fortsatte endda dermed efter at hans son, Øvli Eskesen, efter en Overtagelse af Gaarden, havde taget Fæstebrev fra Wilhelmsborg og havde lovet “at svare alle kongelige Skatter, Landgilde, Ægt og Arbejde samt under Fæstets Fortabelse at være Herskabet hørig og lydig”. Det var haarde Betingelser, som man ikke skulde synes nogen vilde give sig frivilligt ind under. Den gamle lod sig heller dupere, tværtimod overdrog han uden videre Sønnen Gaarden som Selvejergaard, signerede Skødet og lod det tinglyse hed Wilhelmsborg Birk. Den unge Øvli har sikkert ikke befundet sig vel, i Klemme som han var mellem den gamle, karakterfaste Far og Baroniet. Men hvorom alting er, det lykkedes i den følgende Tid stadig Slægten at holde Gaarden som Selvejergaard.
Gaarden er saa vidt man ved brændt to gange, nemlig i 1760 og i 1908. Den sidste Gang flyttede Ejeren den længdere mod Nord, saa Vejelgaard. nu ligger et stykke udenfor Malling.
Paa Gaarden opbevares nogle svære Egetræsstole og nogle Sølvskeer fra Midten af det 18. Aarhundrede, ligesom man ogsaa har en Dragkiste fra omtrent samme Tid.
Gennem mere end 500 Aar, i Opgangs og Nedgang, har Slægten formaaet at holde Gaarden, og Aanden fra den lange lid har bundfældet sig i de nulevende Generationer, som slægts og selvbevidst fortsætter Fædrenes og Mødrenes Arbejde med at værne om det gamle Hjem, den gamle Jord. Under en Festlighed pa Vejelgaard fik Gaardejer Kr. N. Kristiansen det smukke Dannebrogsflag og Slægtsbogen overrakt.