I 1927, da jeg var 3 år gammel, byggede mine forældre hus på matr.nr. 13CZ, nuværende adresse; Søndermarksvej 5 i Malling.
På daværende tidspunkt havde vi ikke gadenavne og husnumre.
Min far var Installatør for firmaet Ladegård & Co. i Odder, vi havde telefon nr. 38 som blev benyttet meget af naboerne.
Vi havde en dejlig stor have, og faktisk selvforsynende med grøntsager. Af ejerkræ havde vi høns, gæs, ænder, duer og desuden en gris, som blev slagtet ved juletid.
Nutidens moderne bekvemmeligheder havde vi ikke mange af bortset fra elektronisk lys, kold vand, radio og telefon.
Hver lørdag bragte min mor en stor zinkbalje ind i køkkenet, så varmede hun vand på komfuret, og så blev vi tre børn vasket fra top til tå.
Ved de store højtider gik hele familien til Malling Mejeri, som havde et stort badeværelse. Dette kunne benyttes for den store sum af 25 øre.
På et tidspunkt i min barndom fik vi indrettet en lejlighed på første sal af huset, og jeg husker flere af lejerne.
Den første var Fiskehandler “Åle” Katrine Nielsen. Katrine gik hver dag til Norsminde, og hos fiskerne købte hun så mange fisk, som kunne være i en stor “spånkurv”, og var i stand til at bære og sælge den pågældende dag.
Katrine spadserede rundt til sine kunder i oplandet, sommer og vinter, og når hun sent på dagen kom hjem, var hun altid inde hos min mor og drikke kaffe.
Senere købte Katrine en jernbanevogn, som blev lavet om til beboelse, og placeret på en grund i Fløjstrup, og hvis jeg husker rigtigt, var det i nærheden af vejen ned til “Mariendal”.
Slagtersvend Holger Lind Terkildsen og hans hustru Irma boede også til leje hos os.
Kusk ved købmand Thorstensen, Krestian Nielsen og hustru boede også hos os i længere tid.
Bagersvend Herluf Jensen og hans hustru Dagmar, samt deres to børn Jens Erik og Lis.
Herluf Jensen købte vores hus, da vi flyttede til Odder i 1944.
I området indenfor Rønhøjvej, Tværgade, Rodalsvej og Søndermarksvej, var der kun fem huse, beboet af følgende familier:
Rønhøjvej. I nr. 4 boede tømrer og savværksarbejder Knudsen – se notat. I nr. 6 boede fyrbøder Peder Skov. I nr. 8 kræmmer Mathias Andersen og hans datter Rosalia.
Tværgade. I nr. 8 boede enkefru Sidsel Jensen og hendes datter Severine Jensen. Sidsel og hendes mand, Søren Jensen, ejede “Augustenborg” på Nymarksvej til 1928.
Søndermarksvej. I nr. 5 boede installatør Rasmus Leth. Huset på Rønhøjvej nr. 4 stod oprindelig på hjørnet af Bredgade og Kirkevej. Huset tilhørte “reserveposten” Chr. Nielsens forældre. Tømrer Knudsen købte huset til nedbrydning. Materialerne sten og tømmer blev brugt til bygning af huset på nr. 4. Knudsen solgte senere huset til forhenværende gårdejer Jacob Hansen fra Fløjstrup. Murermester Ferdinand Holm ejede grunden på hjørnet af Rønhøjvej og Søndermarksvej og blev drevet som urtehave af fru Holm. Resten af det store areal blev dyrket af gårdejer Jens Sørensen “Stenhøjgård”. Senere blev arealet udlagt til kolonihaver og det var der stadig da vi flyttede til Odder i 1944.
Søndagsskole. Vi var mange børn der gik i “søndagsskole” hos fru læge Kroman. Undervisningen foregik i kirken. Det var meget lærerigt. Fruen havde en dejlig måde at fortolke religionen på, så vi børn kunne forstå det. Eleverne fra “søndagsskolen” blev hvert år inviteret til juletræsfest i lægeboligen, hvor vi blev trakteret med chokolade og kager.
Juletræsfester. Håndværker og borgerforeningen samt socialdemokratisk forening holdt deres fester på kroen, husmandsforeningen på afholdshotellet. Børnene gik omkring træet og sang de dejlige julesalmer. Derefter blev der uddelt poser med nødder, figner, konfekt og en appelsin. Vi legede gamle sanglege og alle morede sig kongeligt.
Danseskole. Foregik på kroen. Danselærens navn husker jeg ikke, men jeg tror han var fra Stilling. Vi lærte datidens danse; Foxtrot, Two step, Vals, Tretur, Sekstur og Engelsk vals. Skolen sluttede hvert år med stor “afdansnings bal”, hvor elevernes forældre var inviteret med, så de kunne se og diskutere hvor dygtige deres børn var. Jeg tror forældrene syntes at pengene til undervisningen var givet godt ud, for børnene lærte jo at vise respekt for det “smukke køn”.
Gymnastikundervisning. Foregik om vinteren i Landbrugsskolens gymnastiksal. Det kostede intet, der var altid en af eleverne som havde været på “Ollerup”, der gerne ville undervise os drenge. Ingrid Vedel underviste pigerne og som tak for undervisningen “skillede” eleverne sammen og købte gaver til lærerne, som blev overrakt ved gymnastikopvisningen, som blev holdt på kroen.
Mogensens tivoli. Kom hvert år til byen med hele “gøglet”, luftgynger, karruseller, radiobiler og telte med “spilleautomater”, hvor der kunne bruges to, fem og ti ører, mange penge dengang.
Jernbanens “grisefold” “Lodsvejen” som den blev kaldt, lå syd for banen, fra Bredgade til Østergårdsvej. På vejen havde banen en stor “grisefold”, hvor der altid først på ugen var noget at se på. Ved “grisefolden” afleverede landmændene deres “slagtegrise”, som skulle sendes med banen til slagteriet i Odder. Det var en “festforestilling”, når grisene nægtede at forcere “rampen” til jernbanevognene, grisene hylede og portør Sørensen, midt i virvaret, råbte og skreg. Han havde trods alt ansvaret for at grisene kom ind i vognene.
Notat: På lodsvejen havde kommunen et skur til “damptromlen”. Området syd for vejen, “Engen” tilhørte Rasmus Jacobsen på “Toftegården”.