Kyststrækningen der hører til Beder og Malling sogne, går fra ca. 1 km syd for fiskerhuset ved Moesgård, til indsejlingen ved Norsminde.
Hvor gårdene i det såkaldte Østerlav før havde hver en strandlod og et stykke jord, der var god at dyrke rug på, er den sydligste del næsten fyldt op af sommerhuse.
I 1930’erne begyndte man at udstykke grunde til sommerhuse, både ved Mariendal og Ajstrup Strand. I 1960’erne tog det for alvor fart, de fleste købte et færdigt hus, der ankom på en blokvogn, typisk på 20-40 m2. Husene var af sortmalet træ med hvide vinduer og med tagpap. Der var køjesenge og et meget lille køkken med koldt vand.
—ooo—
Notits i avisen 3.5.1973 Ny offentlig strand ved Ajstrup V
En kyststrækning på ca. 300 meter, i alt 6 tønder land, i nærheden at Kystkroen ved Ajstrup er blevet købt af kulturministeriet for 132.000 kr.
Stranden og arealet bag kystkroen vil blive udlagt til offentlig badestrand, men vil først blive åbnet efter udførelsen at visse arbejder, som anlægsstoppet har forsinket en del. Arealet drives kommunalt, og Århus kommune skal holdes skadesløs gennem de indtægter, som følger med at åbne området for turister og indretningen at forskellige former for faciliteter.
Den 300 meter lange kyststrækning ventes at blive åbnet for offentligheden allerede i sommer.
Med kulturministeriets køb af området er der nu offentlige strandområder næsten fra Århus helt ned til Norsminde, der danner skellet mellem Århus og Odder kommuner.
—ooo—
Op til midt i 1960’erne var det tilladt at campere/overnatte i telt på stranden.
I 1965 fik Beder Malling Kommune af staten et areal ved Ajstrup Strand, der skulle etableres en campingplads. Camperingen på stranden havde taget overhånd, noget måtte gøres!
Den første campingplads havde 10000 m2 med 70 pladser i alt 150 personer. Indretningen var ret primitiv med tørklosetter og under et halvtag var køkkenet med gasblus.
I 1980 bliver pladsen udvidet, og der bliver toiletter og baderum. Indtil 1970 var pladsen bestyret af Beder Malling Kommune og derefter af Aarhus kommune. I 2002 blev pladsen solgt til privat ejendom.
I 2006 var der plads til 1400. Der har været flere ejere gennem årene. Pt. hedder campingpladsen CampOne.
I 2019 er der 21 hytter, 350 pladser, de 40 til telte. Pladserne er hver på 120 m2. Der er fine bade- og køkkenfaciliteter og en kæmpe legeplads.
Se mere:
- Telefonboks ved Ajstrup strand 1962
- De sanitære forhold ved Ajstrup strand 1974
- Norsminde havn
- Kiosk Harlis ca. 1960
- Ajstrup strand 1960
- Satte kongen over ruinerne
- Nybyggerne ved Ajstrup strand
- Kiosken Havbo
- Ajstrup Strandvej 188
- Ajstrup Camping. Pinsedag 1968
- Mariendal strand. Juni 1957
- Oliemøllens feriekoloni
- Kysten fra Norsminde til Fløjstrup
- Villa Marie