Det var kun første skoledag, man blev fulgt i skole af sin mor (far var sjældent på banen ved sådanne lejligheder. Han arbejdede). Resten af skoletiden transporterede vi os selv, enten til fods eller på cykel.
Når der gik en god film i biografen, var det der, man tilbragte søndag eftermiddag. På de to forreste rækker – dem med træstolene – var billetterne billige, og så var der også råd til at købe slik.
En ting som jeg husker omkring det at være barn i 60’erne i forhold til i dag, var årstidernes skiften. Man skiftede tøj med årstiderne. Når det blev forår, smed man de uldne gamache- eller strømpebukser til fordel for knæstrømperne. Senere, når det blev endnu varmere, skiftedes knæstrømperne ud med ankelsokker. Vinterens kjoler af kraftige, ofte uldne stoffer, i mørke farver blev skiftet ud med lyse, lette bomuldskjoler. Det var let at se i gadebilledet, hvornår foråret havde holdt sit indtog
2. del
Fra stationsby til soveby
Helt anderledes ser der ud i vore dages stationsby. Der er sket en drastisk forandring fra stationsby til soveby. Hovedgaden blev asfalteret i 1969, vejtræerne har for længst måttet lade livet. En efter en drejede de handlende nøglen om. I dog er der Super Brugsen tilbage. Et moderne supermarked bygget på den gamle teglværksgrund midt i byen. Den ene bager har overlevet. Biografen eksisterer også endnu. Der er en kiosk, en blomsterforretning, en tankstation, en bodega. Kroen drives i dag med succes af et par unge mennesker. Derudover er der stadig en bank.