ville afhænge af østrigernes egen holdning. I deklarationen efter Jaltakonferencen blev Østrig mod forventning ikke nævnt, men nogen tid senere fremsatte udenrigsminister Eden en bemærkelsesværdig udtalelse. ”Så vidt det kommer an på England findes der stadig en ærlig vilje til at skænke Østrig friheden igen”, sagde han, ”men tiden begynder at blive knap, så nu må østrigerne tage sagen i egen hånd.”
Denne parole er blevet anerkendt af den østrigske frihedskomite i London, som i disse dage ustandselig gennem radioen opfordrer deres landsmænd derhjemme til at afkaste det nazistiske åg. Disse ord tales ikke for døve øren. Det er en kendt sag at de fleste østrigere beskæftiger sig med alt, hvad den engelske radio siger. Det er derimod umuligt i øjeblikket at få sikker bekræftelse på meddelelserne om, at modstandsbevægelsen er effektivt organiseret og er trådt i aktiv funktion. Men fra London meddeler man, at der ingen tvivl er om, at man må tillægge Østrigs frihedsfront stor betydning.
Retfærdigvis må østrigernes opførsel bedømmes ud fra den betragtning, at deres land ikke gik med i krigen som suveræn stat. De har i modsætning til de tyske drabanter på Balkan ikke haft et gran tilbage af selvstændighed. Det må derfor være vanskeligere for østrigerne at rive sig løs fra Tyskland. Så Østrigs fremtid er usikker. Det eneste virkelig sikre synes at være at sejrherrerne nu ligesom i St. Germain sejren vil forbyde Anschluss. Hovedparten af tyskerne vil uden tvivl gerne befries fra de bånd som er blevet så forhadte. Den østrigske selvstændighedsfølelse har vokset sig stærk under krigen selv de steder, hvor de ikke fandtes før. Men hvorledes de indre og ydre forhold skal ordnes i Østrig når freden kommer, råder der i det mindste blandt emigranterne stor tvivl om. I England går de ind for en demokratisk republik. Monarkisterne har deres hovedkvarter i Amerika, hvor Otto af Habsburg har fundet et fristed. Disse kredse synes at stå i forbindelse med de ungarske monarkister og de mod tjekkerne oppositionelle slovaker. Et nyt monarki synes at foresvæve tilhængerne som en politisk og økonomisk løsning af de små donaulandes problemer. Men udsigten for en sådan plan er mildest talt usikre, først og fremmest fordi russerne, som sikkert vil få større indflydelse i Wien end vestmagterne. Spørgsmålet er uhyre vanskeligt og kompliceret. Østrigs skæbne i mellemkrigstiden er historien om en stat, der ikke kunne finde sig tilrette i det nye Europa. Hvis Østrig atter bliver frit, må der også skaffes det bedre eksistensmuligheder end tidligere.
SVENSKE FRIVILLIGE TL NORGE
Officiel tilladelse fra regering. Stockholm den 6.april
Forsvarsminister Sköld har nu officielt anerkendt oprettelsen af et svensk korps af frivillige til Norge. Mønstringskontorer er oprettet overalt i landet og på mindre end en uge har man indregistreret 4000 mand. Korpsets udrustning er kommet i stand ved at den svenske hær stiller sit militære lager til rådighed. Træningen af korpset kan derfor straks begynde, og man mener at de første enheder kan være færdiguddannede i løbet af 14 dage, da de, der har meldt sig alle har en lang uddannelse i den svenske hær bag sig. Som chef for korpset nævner man oberst Viking Tamm.
VI VALGTE DEN RETTE VEJ
Den norske kirke oplæste i påsken en hilsen fra prædikestolene i anledning af, at det Langfredag var treårsdagen for den norske kirkekamps begyndelse. I påskehilsenerne hed det bl a : ”Det er naturligt at vi i dag mindes hvad der skete for 3 år siden. Havde vi dengang vidst hvor lang tid der ville gå, før vi fik normale arbejdsforhold indenfor kirken, havde vi følt større ængstelse end vi gjorde. Men begivenhederne har vist, at vi gjorde det rette. De styrendes optræden havde vist at dette var den rette vej at gå. En forbindelse mellem dem og kirken var umulig. Bruddet gav os tilknytning til vort folk. Vi føler en ny og dybere hengivenhed og taknemmelighed mod vore menigheder og vor kirke, og mellem os præster er der kommet en broderskabsfølelse som vi sætte vor lid til for fremtiden.Kampen har været dyr, den har kostet en del menigheder deres præster og gudstjenesteliv. Mange af vore brødres frihed og to deres liv. Prisen har været høj, men ikke for høj. Kristi kirke må være forberedt på dette.
Til side 5 – klik her